Siddhartha bliver født og opvokset i det gamle Indien af brahminerne, hvor han lærer spirituel praksis med meditation og tænkning. Han udmærker sig ved alt. Han ledsages gennem barndommen af sin ven Govinda, som elsker Siddhartha højt, ligesom alle andre. Men Siddhartha har det ikke godt. Han tror ikke, at han kan lære mere af brahminernes undervisning og beslutter sig derfor for at begynde en pilgrimsrejse med samanas, en gruppe vandrende asketikere. Hans far lader ham meget modvilligt tage af sted, men Govinda følger med.
Siddhartha og Govinda lærer samanasernes liv, faste og lidelse at kende. Siddhartha tvivler nogle gange på, om de virkelig nærmer sig nogen højere viden. Så en dag når et rygte frem til dem om, at den sublime Buddha, Gautama, er blandt dem. Siddhartha er skeptisk over for undervisningen, men indvilliger i at høre Buddhas prædiken, så parret rejser sammen med mange andre til Gautamas lund. Her ser de manden selv, ulasteligt rolig og med et perfekt smil. De ved, at han har opnået oplysning. Govinda beslutter sig for at tage tilflugt til undervisningen. Dette er den første beslutning han har taget for sin egen vej. Men Siddhartha fortæller Gautama, at han ikke mener, at det at acceptere undervisning fra en anden er vejen til at finde sin egen befrielse.
Siddhartha går ind i skoven og får en opvågnen, hvor han ser alle flodens farver som for første gang. Han ønsker at lære af “tingenes” verden. Han bliver hos en venlig færgemand, derefter går han til byen og får øje på en smuk kurtisane, Kamala, og beder hende om at undervise ham i kærlighedens kunst. Hun vil kun undervise ham, hvis han bringer hende rige gaver, så hun henviser ham til en købmand, Kamaswami, som tager ham i tjeneste. Her bliver han en rig mand, der spiller og handler. Årene går, og Siddharthas ånd bliver syg. Han føler sig løsrevet fra den materielle verden, men også fanget i dens cyklus. Han har en drøm, hvor Kamala’s sangfugl dør og med den alt Siddharthas håb. Han forlader byen og går tilbage til floden. Senere finder vi ud af, at Kamala er gravid med hans barn.
Siddhartha, der ønsker at dø, kantter sig tæt på floden. Men i stedet kommer ordet “om” til ham fra floden, og han falder i en dyb søvn. Da han vågner, venter der en samana sammen med ham, som han genkender som Govinda, hans barndomsven, og som han genkender som Govinda. Han forsøger at forklare Govinda, at han er blevet til mange forskellige mennesker, men at han stadig søger. Siddhartha tænker over sit liv, hvor hans tristhed er kommet fra, og hvordan “om’et” reddede ham. Han opsøger færgemanden, som havde opnået fred ved floden. Færgemanden indvilliger i at lade Siddhartha blive og arbejde sammen med ham. Han råder Siddhartha til at lytte til floden, ligesom han gør. Siddhartha begynder at finde oplysende visioner og stemmer i vandet.
En dag går der rygter om, at Gautama er døende. Kamala, der nu også er pilgrim, kommer mod floden med sin søn, den unge Siddhartha. Drengen er surmulende og ønsker at hvile sig, og det er da, at en sort slange bider den hvilende Kamala. Vasudeva hører skriget og bringer hende til hytten, og hun ser Siddhartha. Kamala dør, og nu må Siddhartha være værge for sin søn. Men den unge Siddhartha kender ikke sin far og er vant til meget rige ting i byen, ikke til det enkle liv som færgemand. Han gør livet meget svært for Siddhartha. Vasudeva, der ser hvor smertefuldt Siddhartha elsker sin søn, råder ham til at lade drengen tage til byen, for han hører ikke hjemme her. Siddhartha kan ikke klare at lade ham gå, men snart har han ikke meget valg, drengen løber væk, og det er tydeligt, at han ikke vil have færgemændene til at følge efter ham.
Siddhartha lærer flodens hemmeligheder med Vasudeva ved sin side, og efterhånden begynder hans sår over tabet af sin søn at hele. Han forstår den enhed, som Gautama lærte, gennem floden. Han ser, at floden er den samme ved sin kilde som i vandfaldet og i regnen, at tiden ikke rigtig eksisterer. Verden er som denne flod, evig og hel. Nu hvor Siddhartha virkelig også kan lytte til floden, er Vasudeva klar til at gå “ind i enheden”, og han forlader floden med Siddhartha og forsvinder ind i skoven.
I byen bor Gautamas munke i Kamala’s gamle lund, og Govinda hører om en klog færgemand. Han søger stadig oplysning og går til floden. Han genkender ikke Siddhartha, da han ser ham, og beder om at få en smagsprøve på færgemandens visdom. Siddhartha siger, at han har forandret sig mange gange, at han engang var den sovende ved floden, som Govinda beskyttede, men at på trods af forandringerne er alting en del af en helhed, altid i det nuværende øjeblik. Enhver synder er også en Buddha. Man skal være enig med det hele og elske alting let. Det er det, som Siddhartha har lært. Govinda ser, at hans gamle ven er blevet en af de oplyste, og at hans smil stråler som en helgen.
