Ofte gøres der forsøg på at bjærge skibsvrag, især nyligt forliste, for at bjærge hele eller dele af skibet, dets last eller dets udstyr. Et eksempel herpå var bjærgningen af den sænkede tyske højsøflåde ved Scapa Flow i 1920’erne og 1930’erne. Den uautoriserede bjærgning af vrag kaldes wrecking.
Juridiske aspekterRediger
Loven om skibsvrag bestemmer vigtige juridiske spørgsmål vedrørende vrag, hvoraf det vigtigste måske er spørgsmålet om ejerskab. Juridisk set opdeles vrag i wreccum maris (materiale skyllet i land efter et skibsforlis) og adventurae maris (materiale, der stadig befinder sig på havet), som behandles forskelligt af nogle, men ikke alle, retssystemer.
Vrag betragtes ofte adskilt fra deres last. I den britiske sag Lusitania QB 384 blev det f.eks. accepteret, at resterne af selve skibet tilhørte de forsikringsselskaber, der havde betalt for skibet som et totaltab i henhold til loven om subrogation (som efterfølgende solgte deres rettigheder), men at ejendele om bord på vraget stadig tilhørte de oprindelige ejere eller deres arvinger.
Militære vrag forbliver imidlertid under jurisdiktion – og dermed beskyttelse – af den regering, der mistede skibet, eller denne regerings efterfølger. Derfor tilhører en tysk ubåd fra Anden Verdenskrig teknisk set stadig den tyske regering, selv om det tredje rige (den daværende regering) for længst er uddød. Mange militære vrag er også beskyttet i kraft af at være krigsgrave.
Men mange retssystemer tillader dog, at bjærgernes rettigheder tilsidesætter rettighederne for de oprindelige ejere af et vrag eller dets last. Som hovedregel betragtes ikke-historiske civile skibsvrag som fair game for bjærgning. I henhold til international sølovgivning kan den oprindelige ejer af skibsvrag af en vis alder have mistet ethvert krav på lasten. Enhver, der finder vraget, kan derefter indgive et bjærgningskrav på det og placere et pant i skibet og efterfølgende iværksætte en bjærgningsaktion (se Finders, keepers). Staten North Carolina hævder tvivlsomt, at “alle fotografier, videooptagelser eller andet dokumentationsmateriale af et forladt fartøj eller skibsvrag eller dets indhold, levn, artefakter eller historiske materialer, som opbevares af et organ i North Carolinas regering eller dens underafdelinger” er dens ejendom.
Nogle lande gør krav gældende på alle vrag inden for deres territorialfarvande, uanset den oprindelige ejers eller bjærgerens interesser.
Nogle retssystemer betragter et vrag og dets last som opgivet, hvis der ikke gøres noget forsøg på at bjærge dem inden for en vis periode. Engelsk ret har normalt modstået dette begreb (tilskyndet af en ekstremt stor søforsikringsindustri, som gør krav gældende i forbindelse med skibsvrag, som den har betalt erstatningskrav på), men det er blevet accepteret i større eller mindre grad i en australsk sag og i en norsk sag.
De amerikanske domstole har været uensartede mellem delstaterne og på forbundsniveau. I henhold til dansk lov tilhører alle skibsvrag over 150 år staten, hvis der ikke kan findes nogen ejer. I Spanien tilfalder vrag staten, hvis de ikke bjærges inden for 3 år. I Finland tilfalder alle ejendele om bord på skibsvrag, der er over 100 år gamle, staten.
Den britiske lov om beskyttelse af skibsvrag, der blev vedtaget for at beskytte historiske vrag, kontrollerer adgangen til vrag som Cattewater-vraget, der kun kan besøges eller undersøges med tilladelse. Den britiske lov om beskyttelse af militære levn fra 1986 begrænser også adgangen til vrag, der er følsomme som krigsgrave. Loven om beskyttelse af militære levn skaber i nogle tilfælde et generelt forbud mod al dykning; for andre vrag kan dykkere besøge dem, forudsat at de ikke rører ved, griber ind i eller trænger ind i vraget. I USA er skibsvrag i statsfarvande reguleret af loven om forladte skibsvrag fra 1987 (Abandoned Shipwrecks Act of 1987). Denne lov er meget mere lempelig, idet den giver mere åben adgang til skibsvrag.
Efter strandingen af MSC Napoli som følge af alvorlige skader under den europæiske storm Kyrill var der forvirring i pressen og hos myndighederne om, hvorvidt man kunne forhindre folk i at tage for sig af det drivtømmer, der blev skyllet op på strandene ved Branscombe. Mange mennesker benyttede sig af denne forvirring og hjalp sig selv med lasten. Det var bl.a. mange BMW-motorcykler og tomme vinfade samt poser med engangsbleer (bleer). Den juridiske situation i henhold til Merchant Shipping Act 1995 er, at alle sådanne fund og bjærgninger skal indberettes inden for 28 dage til Receiver of Wreck. Hvis dette ikke sker, er det en overtrædelse af loven om handelsskibsfart og kan føre til en straffeattest for tyveri ved fund. Efter flere dage opstillede politiet og vragmodtageren i samarbejde med grundejeren og bjærgningsfirmaet en afspærring for at forhindre adgang til stranden. En lignende situation opstod efter forliset af Cita i 1997.
Historiske vrag (ofte, men ikke altid defineret som værende mere end 50 år gamle) er ofte beskyttet mod plyndringer og plyndringer gennem nationale love, der beskytter kulturarven. Internationalt kan de beskyttes af en stat, der har ratificeret Unesco-konventionen om beskyttelse af den undersøiske kulturarv. I dette tilfælde er det ikke tilladt at plyndre dem. Et sådant eksempel er Queen Anne’s Revenge, som er under arkæologisk bjergning af North Carolina Department of Cultural Resources nær Beaufort Inlet, NC.
En vigtig international konvention, der har til formål at beskytte undervandskulturarven (herunder skibsvrag), er konventionen om beskyttelse af den undersøiske kulturarv.Unesco-konventionen fra 2001 om beskyttelse af den undersøiske kulturarv er det internationale samfunds reaktion på den stigende plyndring og ødelæggelse af undervandskulturarven. Den indgår i en gruppe af UNESCO’s standardiseringsinstrumenter vedrørende kulturarvens område, der omfatter syv konventioner vedtaget af UNESCO’s medlemsstater, som udgør et sammenhængende og supplerende organ, der garanterer en fuldstændig beskyttelse af alle former for kulturarv.
Unesco’s 2001-konvention er en international traktat, der udelukkende tager sigte på beskyttelse af undervandskulturarven og fremme af det internationale samarbejde på dette område. Den ændrer ikke staternes suverænitetsrettigheder og regulerer ikke ejerskabet af vrag eller undersøiske ruiner.
Mærkbare bjærgningerRediger
I 2011 blev den mest værdifulde last fra et sunket skibsvrag identificeret nær den vestlige kant af Det Keltiske Hav. Denne sænkning af Gairsoppa fra anden verdenskrig førte til en skat på næsten tre miles (16.000 ft; 4.800 m) dybde.
En amerikansk forbundsdomstol og et panel fra United States Court of Appeals for the Eleventh Circuit har bekræftet det spanske krav på indholdet af skibet Nuestra Señora de las Mercedes; Spanien overtog kontrollen med skatten i februar 2012. Et meget lille antal mønter og effekter, der blev bjærget fra skibet, blev deponeret i Gibraltar, fordi de viste tydelige tegn på, at der var sammenhæng med en intern eksplosion på skibet, og dermed bekræftede de spanske krav på, at vraget var Nuestra Señora de las Mercedes’ vrag. De blev først returneret til Spanien i 2013, da en domstol endelig pålagde Odyssey Marine at tilbagelevere de manglende dele.
Arkæologen Valerios Stais opdagede den 17. maj 1902 et af de mest bemærkelsesværdige instrumenter til tidsregistrering og forudsigelse af himmelske begivenheder ud for kysten af den græske ø Antikythera. Anordningen, der er kendt som Antikythera-mekanismen, er måske det tidligste eksempel på det, der i dag ville være kendt som en analog computer, og den teknologi, som den omfatter, går hundreder eller tusinder af år forud for enhver anden nedskrevet beskrivelse.
