Kort før klokken fire om eftermiddagen den 31. maj 1916 står en britisk flådestyrke under kommando af viceadmiral David Beatty over for en eskadre af tyske skibe, ledet af admiral Franz von Hipper, omkring 75 sømil ud for den danske kyst. De to eskadre åbner ild mod hinanden samtidig og indleder den indledende fase af det største søslag under Første Verdenskrig, slaget om Jylland.
LÆS MERE: Slaget ved Jylland
Efter slaget ved Doggerbanken i januar 1915 valgte den tyske flåde at undlade at konfrontere den numerisk overlegne britiske Royal Navy i et større slag i mere end et år, idet den foretrak at lade hovedparten af sin strategi til søs hvile på sine dødbringende ubådsubåde. I maj 1916, hvor størstedelen af den britiske storflåde lå for anker langt væk, nemlig ved Scapa Flow ud for Skotlands nordlige kyst, mente chefen for den tyske højsøflåde, viceadmiral Reinhard Scheer, imidlertid, at tiden var inde til at genoptage angrebene på den britiske kystlinje. I tillid til, at hans kommunikation var forsvarligt kodet, beordrede Scheer 19 ubåde til at positionere sig med henblik på et angreb på kystbyen Sunderland i Nordsøen, mens han brugte luftopklaringsfartøjer til at holde øje med den britiske flådes bevægelser fra Scapa Flow. Dårligt vejr vanskeliggjorde imidlertid luftskibene, og Scheer afblæste angrebet og beordrede i stedet sin flåde – 24 slagskibe, fem slagkrydsere, 11 lette krydsere og 63 destroyere – til at sætte kursen mod nord, mod Skagerrak, en vandvej mellem Norge og det nordlige Danmark, ud for halvøen Jylland, hvor de kunne angribe de allierede skibsinteresser og med lidt held slå hul i den strenge britiske blokade.
Ukendt for Scheer havde en nyoprettet efterretningsenhed i en gammel bygning i det britiske admiralitet, kendt som Room 40, imidlertid knækket de tyske koder og advaret den britiske Grand Fleet’s kommandant, admiral John Rushworth Jellicoe, om Scheers hensigter. Som følge heraf tog en britisk flåde bestående af 28 slagskibe, ni slagkrydsere, 34 lette krydsere og 80 destroyere om natten den 30. maj af sted fra Scapa Flow med kurs mod stillinger ud for Skagerrak.
Kl. 14.20 om eftermiddagen den 31. maj fik Beatty, der førte en britisk eskadre, øje på Hippers krigsskibe. Da hver eskadre manøvrerede mod syd for at forbedre sin position, blev der affyret skud, men ingen af parterne åbnede ild før kl. 15.48 samme eftermiddag. Den indledende fase af kanonkampen varede 55 minutter, hvor to britiske slagkrydsere, Indefatigable og Queen Mary, blev ødelagt, og over 2.000 søfolk blev dræbt. Kl. 16:43 fik Hippers eskadre selskab af resten af den tyske flåde, der var under kommando af Scheer. Beatty blev tvunget til at kæmpe en forsinkelsesaktion i den næste time, indtil Jellicoe kunne ankomme med resten af Grand Fleet.
Med begge flåder over for hinanden i deres helhed begyndte en stor kamp om søstrategien mellem de fire kommandanter, især mellem Jellicoe og Scheer. Mens dele af de to flåder fortsatte med at angribe hinanden i løbet af den sene aften og den tidlige morgen den 1. juni, manøvrerede Jellicoe 96 af de britiske skibe ind i en V-form omkring 59 tyske skibe. Hippers flagskib, Lutzow, blev uskadeliggjort af 24 direkte træffere, men var i stand til, inden det sank, at sænke den britiske slagkrydser Invincible. Lidt efter kl. 18.30 om aftenen den 1. juni gennemførte Scheers flåde en tidligere planlagt tilbagetrækning i ly af mørket til deres base i den tyske havn Wilhelmshaven, hvilket afsluttede slaget og snød briterne for den store flådesucces, de havde forestillet sig.
Slaget om Jylland – eller slaget om Skagerrak, som tyskerne kaldte det – involverede i alt 100.000 mand om bord på 250 skibe i løbet af 72 timer. Tyskerne, der var svimle af æren for Scheers geniale flugt, hævdede det som en sejr for deres højsøflåde. I første omgang var den britiske presse enig, men sandheden var ikke så entydig. Den tyske flåde mistede 11 skibe, herunder et slagskib og en slagkrydser, og led 3.058 tab; briterne havde større tab med 14 sænkede skibe, herunder tre slagkrydsere, og 6.784 tabte. Yderligere ti tyske skibe havde dog lidt store skader, og den 2. juni 1916 var kun 10 skibe, der havde været involveret i slaget, klar til at forlade havnen igen (Jellicoe kunne derimod have sat 23 skibe til søs). Den 4. juli 1916 rapporterede Scheer til den tyske overkommando, at en yderligere flådeaktion ikke var en mulighed, og at ubådskrigsførelse var Tysklands bedste håb om sejr til søs. På trods af de forspildte muligheder og de store tab havde slaget ved Jylland efterladt den britiske flådeoverlegenhed i Nordsøen intakt. Den tyske højsøflåde ville ikke gøre yderligere forsøg på at bryde den allierede blokade eller på at angribe den store flåde i resten af Første Verdenskrig.
