Mere end nogen anden institution satte slaveriet sit præg på mandlige homoseksuelle relationer i det antikke Rom. Mens den gennemgribende hellenisering af det romerske samfund i det andet og første århundrede f.Kr. mildnede den traditionelle fjendtlighed over for homoseksualitet og homoseksuelle forhold og endda i kultiverede kredse fremmede en idealiserende accept af mandlige pederastiske forhold efter det klassiske Grækenlands forbillede, ville denne holdningsændring have haft mindre konkrete virkninger, hvis Rom ikke samtidig var blevet et slaveejersamfund i stor skala som følge af oversøiske erobringer. Den romerske lovs og traditions strenge regler gjaldt kun for seksuelle forhold mellem frie mænd og kvinder; seksuelle forhold mellem frie mænd og kvindelige eller mandlige slaver ville næppe medføre nogen større social stigmatisering. Selv om der er beviser for, at nogle romere faktisk udnyttede deres slaver, gjorde den store lakune i loven og traditionen sammen med fremkomsten af mere humane værdier vedrørende slaveri og seksuelle forhold det heldigvis muligt for ægte kærlighedsrelationer (både heteroseksuelle og homoseksuelle) at få en stor grad af social sanktion som en form for konkubinat. Den romerske kultur bidrog imidlertid i modsætning til den klassiske grønne civilisation kun i ringe grad til en informeret accept af homoseksuelle forhold, der var baseret på en forståelse af menneskelig etik og psykologi.
