Syfilistest

Hvordan bruges testen?

Syfilistest bruges til at screene for og/eller diagnosticere infektion med Treponema pallidum, den bakterie, der forårsager syfilis.

Der findes flere forskellige typer af test. Antistofprøver er de mest almindeligt anvendte.

Antistofprøver (serologi)-disse prøver påviser antistoffer i blodet og nogle gange i cerebrospinalvæsken (CSF). Der findes to generelle typer til syfilistest, nemlig nontonponemal antistoftest og treponemal antistoftest (afledt af navnet på bakterien). Begge typer kan anvendes til syfilisscreening, men skal efterfølges af en anden test, der anvender en anden metode for at bekræfte et positivt resultat og for at diagnosticere aktiv syfilis:

• Nontonponemal antistof-test – disse test kaldes “nontonponemal”, fordi de påviser antistoffer, der ikke er specifikt rettet mod Treponema pallidum-bakterien. Disse antistoffer produceres af kroppen, når en person har syfilis, men kan også produceres under flere andre forhold. Testene er meget følsomme, men da de er uspecifikke, kan falsk-positive resultater f.eks. skyldes brug af intravenøse lægemidler, graviditet, borrelia, visse typer lungebetændelse, malaria, tuberkulose eller visse autoimmune sygdomme, herunder lupus. Et positivt screeningsresultat skal bekræftes med en mere specifik (treponemal) test. Nontonponemale test omfatter:
  • RPR (Rapid Plasma Reagin)- ud over screening er denne test nyttig til overvågning af behandling for syfilis. Til dette formål måles niveauet (titer) af antistoffer. Den kan også bruges til at bekræfte tilstedeværelsen af en aktiv infektion, når en indledende test for treponemale antistoffer er positiv (se nedenfor).
  • VDRL (Venereal Disease Research Laboratory)- ud over blod udføres denne test primært på CSF for at hjælpe med at diagnosticere neurosyfilis.
• Treponemale antistofprøver – disse blodprøver påviser antistoffer, der specifikt er rettet mod T. pallidum. De er meget specifikke for syfilis, hvilket betyder, at andre tilstande er usandsynligt, at de kan give et positivt resultat. Men når en person først er smittet, og disse antistoffer udvikles, forbliver de i blodet hele livet. Til sammenligning forsvinder ikke-tonponemale antistoffer typisk hos en person, der er tilstrækkeligt behandlet, efter ca. 3 år. Derfor skal et positivt treponemisk screeningsresultat følges op af en ikke-tonponemisk test (f.eks. RPR) for at skelne mellem en aktiv infektion (eller reinfektion) og en infektion, der er opstået tidligere og er blevet behandlet med succes. Treponemale antistofprøver omfatter:
  • FTA-ABS (Fluorescerende treponemal antistofabsorption)–denne prøve er nyttig efter de første 3-4 uger efter eksponering. Ud over blodprøver kan den bruges til at måle antistoffer mod T. pallidum i CSF for at hjælpe med at diagnosticere neurosyfilis.
  • TP-PA (T. pallidum particle agglutination assay)–denne test udføres nogle gange i stedet for FTA-ABS, fordi den er mere specifik, og der er færre falske positive resultater.
  • MHA-TP (Microhemagglutination assay)–en anden bekræftende metode; denne test anvendes meget sjældnere nu.
  • Immunoassays (IA)–i de senere år er der blevet udviklet flere automatiserede test, hvilket gør dem praktiske til screeningsformål.

Direkte påvisning af bakterier – disse test udføres sjældnere:

• Darkfield-mikroskopi–denne metode kan anvendes i de tidlige stadier af syfilis, når der er mistanke om et syfilis-sår (chancre). Den indebærer, at man udtager en skrabning af såret, lægger den på et objektglas og undersøger den med et særligt instrument kaldet et mørkefeltmikroskop.
• Molekylær test (polymerasekædereaktion, PCR)–denne test påviser genetisk materiale fra bakterierne i prøven fra såret, i blod eller i CSF.

Syfilistest

Den følgende tabel opsummerer syfilisens stadier og de typer af test, der kan anvendes:

Sygdomsstadier:	Bekæmpelse af bakterier	Chancre, “Primær syfilis”	Hudududslidelser, “Sekundær syfilis”	Neurologisk sygdom, “Tertiær syfilis”
Den tid efter eksponering, hvor disse stadier kan indtræffe, hvis personen ikke behandles	Dag 1	10-90 dage	6 uger til 6 måneder	10-30 år
Beskrivelse	Transmission af syfilis sker ved vaginal, anal eller oralsex. Gravide kvinder med sygdommen kan overføre den til det ufødte barn. Første gangs smitte giver ingen immunitet; geninfektion kan forekomme, hvis man udsættes igen.	Udseende af et enkelt sår, selv om der kan være flere sår på det eller de steder, hvor bakterierne er kommet ind i kroppen. Såret er normalt fast, rundt og smertefrit og kan let gå ubemærket hen. Den varer 3-6 uger og heler, uanset om personen bliver behandlet eller ej.	Udslæt på et eller flere områder af kroppen kan forekomme fra det tidspunkt, hvor det primære sår er ved at hele, til flere uger efter at såret er helet. Udslæt klør normalt ikke og er usædvanligt, idet det kan forekomme på håndflader og fodsåler.	Hudlæsioner eller knuder kaldet granulomer (gummier) forekommer, degenerative forandringer i CNS (følelsesløshed, lammelse, gradvis blindhed, demens) og kardiovaskulære læsioner
Antistofprøver:	Beskrivelse
Nontonponemale antistofprøver: VDRL og RPR.	Bruges til at screene eller bekræfte en positiv treponemal antistoftest; bruges til at vejlede behandlingen.	Høj følsomhed; positive screeningsresultater skal bekræftes med en treponemal antistoftest, da den kan være positiv ved andre tilstande. Nontreponemale antistoffer forsvinder typisk hos en tilstrækkeligt behandlet person efter ca. 3 år.	Samme som primær fase	VDRL udføres primært på CSF og bruges til at påvise neurosyfilis.
Treponemale antistofprøver: FTA-ABS, TP-PA, immunoassays (IA).	Anvendes til screening eller bekræftelse af en positiv test for ikke-tonponemale antistoffer.	Højt specifikt; positive screeningsresultater skal efterfølges af en test for ikke-tonponemale antistoffer for at skelne mellem aktiv og tidligere infektion. Disse antistoffer forbliver positive hele livet, selv efter behandling.	Samme som det primære stadium	CSRF FTA-ABS er mindre specifik end VDRL, men testen er meget følsom; kan bruges til at udelukke neurosyfilis.
Direkte påvisningstest	Anvendes langt sjældnere
Mikroskopisk undersøgelse, Darkfield-undersøgelse	Probe fra chancre anbringes på et objektglas, undersøges med et særligt mikroskop.	Hvis der ses bakterier, stilles der en endelig diagnose af syfilis.	Ikke relevant	Ikke relevant
Polymerasekædereaktion (PCR)	Molekylær metode; også kaldet nukleinsyreamplifikationstest eller NAAT	Detekterer genetisk materiale af bakterier i prøve fra chancre	Detekterer genetisk materiale af bakterier i blod	Detekterer genetisk materiale af bakterier i blod- og/eller CSF-prøve

Hvornår bestilles den?

En syfilistest kan bestilles, når en person har tegn og symptomer, som f.eks:

• Et chancre på kønsorganerne eller halsen
• Et hududslæt, der ofte er ru, rødt og plettet, som ofte forekommer på håndfladerne og på fodbunden (et usædvanligt sted for de fleste andre årsager til udslæt), og som normalt ikke klør, med eller uden andre symptomer, som f.eks. feber, træthed, hævede lymfeknuder (“kirtler”), ondt i halsen og smerter i kroppen

Screening for syfilis anbefales, uanset symptomer, når en person:

• Er under behandling for en anden seksuelt overført sygdom, såsom gonoré
• Er gravid, under det første prænatale besøg og igen i tredje trimester og ved fødslen, hvis kvinden er i høj risiko
• Er en mand, der har sex med mænd; testning bør foretages mindst en gang om året eller hver 3-6 måned, hvis han er i høj risiko
• Har højrisikoseksuel aktivitet, f.eks. ubeskyttet sex med flere partnere
• Har hiv-infektion ved første diagnose og derefter mindst en gang om året; kan gøres hyppigere hvis høj risiko
• Har en eller flere partnere, der er testet positive for syfilis
• Er blevet informeret af folkesundhedsmyndigheder om, at han eller hun har været udsat for en inficeret partner

Den CDC anbefaler opfølgende test, såsom måling af niveauet af antistoffer (f.eks.g., RPR-titere), når en person er blevet behandlet for syfilis for at være sikker på, at behandlingen er vellykket og infektionen helbredt.

Hvad betyder testresultatet?

Der skal udvises forsigtighed ved fortolkning af resultater fra test for syfilis.

Antistofprøver:

En negativ blodprøve betyder, at det er sandsynligt, at der ikke er nogen infektion til stede. En negativ screeningstest betyder dog kun, at der ikke er tegn på sygdom på tidspunktet for testen. Antistoffer kan ikke påvises før flere uger efter eksponering for bakterierne. Hvis en person ved, at han eller hun har været udsat, eller hvis mistanken om infektion fortsat er høj, kan det være nødvendigt at gentage testen på et senere tidspunkt. Det er også vigtigt for personer, der har en øget risiko for syfilisinfektion, at få foretaget screeningtest regelmæssigt for at kontrollere for mulig infektion.

En positiv RPR- eller VDRL-screening skal efterfølges af en specifik treponemal antistoftest (f.eks, FTA-ABS, TP-PA):

• Et positivt resultat på den anden metode bekræfter screeningsresultatet, og den berørte person diagnosticeres med syfilis.
• Et negativt resultat på den treponemale test kan betyde, at den oprindelige RPR- eller VDRL-test var fejlagtigt positiv. Der kan foretages yderligere testning og undersøgelse for at fastslå årsagen til det falsk positive resultat.

Alternativt vil en sundhedsperson eller et laboratorium anvende en treponemal antistoftest (FTA-ABS, TP-PA, IA) som en indledende test. Et positivt resultat indikerer tilstedeværelsen af syfilisantistoffer i blodet, men da treponemale antistoffer forbliver positive, selv efter at en infektion er blevet behandlet, indikerer det ikke, om personen har en aktuel infektion eller tidligere har været smittet. Omvendt forsvinder ikke-tonponemale antistoffer, som påvises med en RPR-test, typisk hos en person, der er tilstrækkeligt behandlet, efter ca. 3 år. Hvis en indledende treponemal test er positiv, kan der således foretages en RPR-test for at skelne mellem en aktiv eller tidligere infektion. I dette tilfælde vil en positiv RPR bekræfte, at personen har været udsat for syfilis og, hvis den ikke tidligere er blevet behandlet, har en aktiv infektion eller, hvis behandlingen fandt sted for mere end 3 år siden, en mulig re-infektion.

Med henblik på at overvåge behandlingen og/eller fastslå, om behandlingen var vellykket, kan resultaterne af en eller flere RPR-titere evalueres. Syfilis-antistoffer bør være lavere efter behandlingen. Hvis RPR-tallet f.eks. oprindeligt blev rapporteret som 1:256, vil en værdi på 1:16 efter behandlingen indikere et lavere niveau af antistoffer. Hvis titerværdien forbliver den samme eller stiger, kan den berørte person have en vedvarende infektion eller være blevet reinficeret. Resultaterne kan også udtrykkes som fortyndinger (f.eks. 1/16) eller omregnet til et helt tal (f.eks, 16 dils).

CSF-test:

Resultater af syfilistest udført på CSF-prøver, normalt når en person har sene eller latente stadier af sygdommen med mistanke om hjerneinvolvering (neurosyfilis), fortolkes ofte i forbindelse med en blodprøve samt den berørte persons tegn, symptomer og sygehistorie.

Et positivt VDRL- eller FTA-ABS-resultat på en CSF-prøve indikerer sandsynlig infektion af centralnervesystemet. Et negativt resultat, især på en FTA-ABS, kan være med til at udelukke infektion i centralnervesystemet.

Direkte påvisning:

Hvis en skrabning fra et formodet syfilis-sår afslører tilstedeværelse af syfilisbakterien (en positiv test på enten mørkefeltmikroskopi eller PCR), har den testede person en infektion, der kræver behandling med et antibiotikaforløb, fortrinsvis penicillin.

Et negativt resultat fra en skrabning kan betyde, at der ikke er nogen syfilisinfektion til stede, og at symptomerne skyldes en anden årsag, eller at der ikke var tilstrækkeligt mange bakterier til stede i prøven til, at de kunne påvises.

Efter vellykket behandling forsvinder de ikke-treponemiske antistoffer med tiden; treponemiske antistoffer er til stede i blodet hele livet.

Er der andet, jeg bør vide?

De forskellige test, der er tilgængelige til at screene for og diagnosticere syfilis, varierer i deres nøjagtighed afhængigt af sygdomsstadiet.

Hvis du er seksuelt aktiv, bør du kontakte en sundhedsperson om ethvert mistænkeligt udslæt eller sår i kønsorganerne; der findes mange andre seksuelt overførte sygdomme ud over syfilis. Hvis du er smittet, skal du fortælle din(e) seksualpartner(e), at de skal blive testet og behandlet.

Risikoen for at blive smittet med andre kønssygdomme stiger, hvis du har syfilissår. Du har 2 til 5 gange større risiko for at blive smittet med HIV, hvis du bliver udsat, når der er syfilissår, ifølge Centers for Disease Control and Prevention. Hvis du har sådanne sår og ikke er blevet diagnosticeret med HIV, bør du blive testet for HIV.

Hvor lang tid tager det at få resultater fra en syfilistest?

Prover sendes typisk til et laboratorium, og resultaterne kan tage 3-5 dage.

Hvordan kan syfilis forebygges?

De mest pålidelige måder at undgå infektion med syfilis eller andre seksuelt overførte sygdomme på er at afholde sig fra oral, vaginal og analsex eller at være i et langvarigt, gensidigt monogamt forhold med en ikke-inficeret partner. Personer, der er seksuelt aktive, bør bruge kondomer korrekt og konsekvent for at reducere risikoen for infektion med syfilis og andre kønssygdomme.

Hvorfor er det et problem at have syfilis under graviditeten?

Syfilis under graviditeten kan forårsage mange sundhedsproblemer for barnet, herunder lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og endda dødfødsel. I 2014 modtog US Centers for Disease Control and Prevention (CDC) 458 rapporter om syfilistilfælde hos børn, der havde fået syfilis fra deres mødre, kendt som medfødt syfilis. Nogle gange kan nyfødte med syfilis ikke have tegn på sygdommen. Men uden øjeblikkelig behandling kan den nyfødte udvikle grå stær, døvhed eller kramper. Ifølge American Sexual Health Association går mange tilfælde af medfødt syfilis ubemærket hen, indtil symptomerne viser sig i barndommen eller ungdomsårene.

CDC og U.S. Preventive Services Task Force anbefaler, at gravide kvinder testes for syfilis, fortrinsvis ved det første prænatale besøg. CDC anbefaler også test i tredje trimester for kvinder med højere risiko.

Hvor kan jeg blive testet?

Besøg CDC’s webside Get Tested for at finde ud af, hvor du kan blive testet. Du kan indtaste dit postnummer og finde et lokalt teststed.

Bør jeg fortælle min partner, at jeg har syfilis?

Ja, du bør fortælle din(e) seksuelle partner(e), at du har syfilis, så de kan blive testet og behandlet.

Hvis jeg bliver behandlet, kan jeg så få syfilis igen?

Ja. Selv om behandlingen vil helbrede din infektion, kan du få den igen, hvis du bliver udsat igen.