Og selv om romanens vigtigste begivenheder slutter med mordet på Gatsby og Georges selvmord, slutter The Great Gatsby med et kapitel, hvor Nick reflekterer over efterdønningerne af Gatsbys død. I dette sidste kapitel får Nick flere oplysninger om den mystiske Gatsby og hans kamp for at klatre op ad den sociale rangstige. Nick møder Gatsbys far, Henry C. Gatz, en “højtidelig” og “hjælpeløs” gammel mand, som troede på, at hans søn havde en lys fremtid. Mr. Gatz opdager og deler også optegnelser om Gatsbys selvforbedringsrutiner med Nick, idet han siger “Jimmy var nødt til at komme videre.” Ud over at kaste lys over Gatsbys karakter viser det sidste kapitel også, hvor alene Gatsby i virkeligheden var i livet. Selv om Nick kontakter mange af Gatsbys bekendte, mens han organiserer begravelsen, er der næsten ingen, der dukker op for at vise ham respekt. Daisy, som er stukket af med Tom, gør sig ikke engang den ulejlighed at sende blomster eller en besked. Den eneste person, der dukker op ud over Nick og hr. Gatz, er Owl Eyes, som afslutter begravelsen med ord, der opsummerer Gatsbys tragiske liv: “The poor son-of-a-bitch.”
På bogens sidste sider knytter Nick sin historie om Gatsby til ideen om den amerikanske drøm, en forestilling, som Nick forestiller sig blev født, da hollandske sømænd først ankom til det sted, der skulle blive til New York. Nick genskaber det historiske øjeblik af opdagelsen: “Jeg blev opmærksom på den gamle ø her, der engang blomstrede for de hollandske sømænds øjne – et frisk, grønt bryst af den nye verden. Dens forsvundne træer, de træer, der havde gjort plads til Gatsbys hus, havde engang hvisket til den sidste og største af alle menneskelige drømme …” Hollænderne ryddede både bogstaveligt og billedligt talt vejen for Gatsby. Ikke alene fældede de træerne, hvor hans hus senere skulle bygges, men dermed lagde de også grunden til en “ny verden”, som senere skulle blive til USA. I Nicks øjne var det øjeblik, hvor den første opdagelse fandt sted, måske “den sidste gang i historien”, hvor mennesket mødte noget, der var så omfattende, at det svarede til deres naturlige “evne til at undre sig”. Derfor blev den amerikanske drøm født, før Amerika overhovedet blev til.
Nick forbinder den amerikanske drøm med Gatsbys kærlighed til Daisy, idet de begge er uopnåelige. Som Nick forklarer på romanens sidste side, har Gatsby brugt år på at håbe på en lykkelig fremtid med Daisy, men denne fremtid er altid rykket ud i det fjerne. Nick hævder, at Gatsbys håb for fremtiden var flygtige, fordi de slet ikke relaterede sig til fremtiden. I stedet førte disse håb ham faktisk “uophørligt tilbage til fortiden”, tilbage til det løftefyldte øjeblik, da de hollandske sømænd for første gang fik øje på Amerika. Nick udtrykker sagen således: ” var kommet langt til denne blå græsplæne, og hans drøm må have virket så tæt på, at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke, at den allerede var bag ham.” I sidste ende er både Gatsby og Amerika altså tragiske, fordi de forbliver fanget i en gammel drøm, som ikke er blevet og måske aldrig bliver til virkelighed.
