I stedet for et resumé er her et kort uddrag af indholdet:
THE THOMIST A SPECULATIVE QUARTERLY REVIEW OF THEOLOGY AND PHILOSOPHY REDAKTØRER:
THE THOMIST A SPECULATIVE QUARTERLY REVIEW OF THEOLOGY AND PHILOSOPHY De dominikanske fædre fra provinsen St. JosEPH Forlag: Forlag: The Thomist Press, Washington 17, D. C. VoL. XXIII OKTOBER, 1960 Nr. 4 GUDS EVIGE LOV EFTER at Sankt Thomas har fastlagt sin definition af loven i almindelighed , går han over til at diskutere de forskellige former for lov i særdeleshed. Den vigtigste af disse, som deres kilde og oprindelse, er Guds evige lov. Først viser han, at den evige lov eksisterer, og derefter undersøger han dens natur. Hans bevis for, at der har eksisteret en lov i Guds sind fra evighed af, er noget anderledes end det, vi kunne forvente. Hvis den eksisterer, er det indlysende, at vi ikke kan have intuitiv viden om dens eksistens, for ingen kan se, hvad der er i Guds sind, undtagen Gud selv og de salige i himlen, som nyder synet af den guddommelige natur ansigt til ansigt.1 I dette liv kan vi kun ræsonnere os frem til dens eksistens ud fra de ting, vi ser omkring os, ligesom vi ræsonnerer os frem til Guds eksistens ud fra de synlige ting omkring os. Faktisk er det sidste bevis, som den hellige Thomas giver for Guds eksistens, ex gubernatione rerum,2 som vi senere skal se, også et bevis for den evige lovs eksistens. 1 I-II, q. 98, a. ~- – Ibid., I, q. !t, a. 2. 497 498 JOSEPH COLLINS Dette er ikke den tilgang til den evige lov, som vi kunne have forventet. Vi kunne f.eks. have troet, at han ville argumentere fra eksistensen af menneskelig lov til den guddommelige lov, eller at han ville have argumenteret fra eksistensen af naturloven til eksistensen i Guds sind af en transcendent lov, som er oprindelsen og forklaringen på alle andre love. Vi kunne have forventet, at han ville have valgt denne argumentation, fordi han lærer, at naturretten er en deltagelse i den evige lov, og at positive love, civile og kirkelige, kun er gyldige som love i det omfang, de er afledt af den evige lov. Når vi undersøger holdningen lidt nærmere, kan vi se, hvorfor han ikke har taget denne argumentation til sig. Det ville have været ensbetydende med at antage det, som han ønskede at bevise. Det ville bestemt være tilfældet, hvis han havde argumenteret ud fra naturloven. For naturloven adskiller sig som lov ikke rigtig fra den evige lov. Den er den evige lov, som den er modtaget i os. Han nærmer sig problemet fra en helt anden vinkel. Han tager udgangspunkt i noget, som er en selvfølge 3 og som i sig selv er en virkning af den evige lov, nemlig Guds styring af verden. At universet er styret af Gud, kan vi udlede af den vidunderlige orden og harmoni, der hersker, ikke kun blandt tingene, men også blandt tingenes mangfoldige og uhyre komplekse aktivitet. De lavere klasser af væsener tjener de højere, og alle på deres rette plads og på deres forskellige måder samarbejder de for at fremme hele universets gode. At lede og lede skabelsesværket hen imod dette mål kræver, som den hellige Thomas påpeger andetsteds, en overvågende intelligens og en styrende hånd, som er Guds sind og hånd. Det er især tilfældet, når vi tænker på, at en stor del af det samlede univers er uden fornuft og af sig selv ikke kan se det mål, som det ubevidst bevæger sig hen imod. Alternativet er at sige, at universets enhed og harmoni udelukkende skyldes tilfældigheder, og en sådan forklaring er udelukket på grund af dens egen iboende umulighed. – Selvindlysende under forudsætning af, at Gud eksisterer. – Op. cit., I, q. lOS, a. 1. GUDS EVIGE LOV 499 Guds regering af universet er imidlertid kun udførelsen i tiden af det, som hans forsyn har bestemt i al evighed. Hans argument er derfor dette: Hvis der fra al evighed i Guds sind eksisterede en detaljeret plan for at føre hver enkelt skabning til det mål, som den blev skabt til, så forudsætter det en endnu mere omfattende plan i Guds sind for at føre hele skabningen …
