Manhattan’s Little Italy var engang et mikrokosmos af sit moderland, fyldt med genovesiske, napolitanske og sicilianske enklaver, et hektisk amalgam af italienere, der talte deres modersmål, mens de solgte hjemmelavet porchetta og piadini. Men efter en langsom, ubønhørlig nedgang er Little Italy blevet et kvarter med nostalgi snarere end et kvarter med eksisterende indvandrerkultur. Selv om man stadig kan finde et par dusin italienske restauranter, er langt størstedelen af denne uddøende etniske enklave blevet opslugt af kvartererne SoHo, Chinatown og Nolita. Nu optager nutidens Little Italy ikke noget væsentligt stykke geografisk område, og det er heller ikke særlig italiensk af natur: den seneste folketælling afslørede, at der ikke er nogen beboere af første generation, og på en hvilken som helst restaurant inden for dens grænser er det meget mere sandsynligt, at tjenerne kommer fra Den Dominikanske Republik end fra Republica Italiana.
Dette betyder ikke nødvendigvis, at alle nutidige etniske enklaver er anathemiske. Som det fremgår af New Yorks Chinatowns indtrængen i Little Italy, er der faktisk nogle etniske enklaver, der vokser. Tilfældet med Little Italy er imidlertid tegn på en større tendens, idet indvandrersamfund, selv dem, der oplever vækst, dekoncentrerer sig kulturelt og geografisk, hvilket gør begrebet etnisk enklave i byerne mere og mere forældet.
For at uddybe Chinatown-eksemplet, steg den kinesiske udenlandsk fødte befolkning i New York City mellem 2000 og 2010 med 86.000, mens den kinesiske befolkning i selve Chinatown i samme periode faldt med 17 procent. Flere forfattere, herunder Bonnie Tsu fra The Atlantic, har peget på disse statistikker som et tegn på, at de kinesiske enklaver i det hele taget er i tilbagegang. Ved en nærmere undersøgelse af disse tal bemærker man imidlertid, at de tilstødende distrikter i byen, såsom SoHo og Tribeca, har oplevet en tilstrømning af kinesiske beboere, således at en lavere koncentration af kinesisk-amerikanere er fordelt over en større geografisk udstrækning.
Som Donna Gabaccia, en af USA’s førende eksperter i indvandringshistorie, forklarede i et interview med HPR, har rigere indvandrere en tendens til at ankomme i et mere spredt geografisk mønster end dem med en lavere socioøkonomisk status. Den moderne sammensætning af kinesiske indvandrere er f.eks. mere økonomisk forskelligartet, end det historisk set har været tilfældet, hvilket har resulteret i en udvandring fra de traditionelle grænser for lejlighedsfyldte etniske enklaver.
Denne øgede økonomiske mangfoldighed blandt indvandrergrupper har ført til et helt nyt fænomen inden for etnisk bosætning: “etnobyen”. Et begreb, der er opfundet af Wei Li, sociolog fra University of Arizona, er en etnoburb på mange måder en gruppe indvandrere, der har forladt byens enklave i jagten på en mere egnet bolig. Ethnoburbs adskiller sig fra etniske enklaver, som Li forklarede i et interview med HPR, ved at de er forstæder snarere end byer, de er “demografisk meget mere forskelligartede”, deres økonomier er betydeligt mere “sammenvævede” med de omkringliggende samfund, og deres beboere har som helhed en tendens til at være mere velhavende og bedre uddannede end beboerne i traditionelle indvandrerkvarterer.
Ud over disse etnoburbs er der desuden opstået et stigende antal “invisiburbs” i forstæderne. Invisiburbs er etnoburbs med endnu lavere koncentrationer af en given etnisk gruppe og praktisk talt ingen udadtil synlige tegn på en kollektiv etnicitet. Gabaccia tilføjer, at efterhånden som etniske samfund afkoncentreres, har etnicitet “en tendens til at blive mere privat og hjemlig”, efterhånden som den daglige interaktion inden for en etnisk gruppe mindskes. Traditionel mad og religion er ofte de sidste rester, der bevares som et symbol på ens arv.
Mange europæiske-amerikanske etniske grupper gennemgik en lignende proces tidligere i det tyvende århundrede: etniske enklaver baseret på vesteuropæiske indvandrergrupper skrumpede alvorligt, efterhånden som den etniske identitet blev privatiseret eller helt forladt. Dette har været en kontinuerlig, forudsigelig proces, efterhånden som de socioøkonomiske forskelle er blevet mindre og mindre til det punkt, hvor de er irrelevante. Måske endnu vigtigere er det, at mens udenlandsk fødte kinesere stadig immigrerer til USA i størrelsesordenen 70.000 om året, er den vesteuropæiske indvandring aftaget til en dråbe. Gabaccia hævder, at ophold i etniske enklaver ikke har en tendens til at være et spørgsmål om flere generationer, og når indvandringen stopper, opløses enklavernes etniske identitet, hvad enten det er i form af Manhattans italienske Harlem, der forsvinder, eller udstrømningen af tyske beboere fra en lang række Germantowns. Der er således grund til at tro, at den traditionelle nordamerikanske etniske enklave i det store og hele mister sit særpræg, enten gennem aftagende koncentration, som i tilfældet med Chinatowns, eller stigende irrelevans, som i tilfældet med Little Italies, Germantowns og lignende.
Hvorvidt man bifalder eller ej, at traditionelt adskilte etniske grupper langsomt bosætter sig i bunden af den amerikanske smeltedigel, afhænger af ens tro på multikulturalisme. Denne vurdering er normativ af natur, men for at komme med en moderat påstand vil de fleste ikke-social-konservative sandsynligvis godkende et Amerika fyldt med krydderi og variation, et Amerika, der blandes til en kongruent kulturel jambalaya, snarere end en homogent intetsigende risengrød eller en inkongruent blanding af i sagens natur modsatte kulturelle skikke.
Fra dette synspunkt om kvalificeret multikulturalisme, måske bedre beskrevet som pluralisme, er der en svag, men eksisterende, sølvforing omkring den nuværende tilstand af etniske enklaver. For det første, og måske vigtigst af alt, mens de traditionelle enklaver afkoncentreres, danner andre fremvoksende, mere marginaliserede etniske grupper nye samfund. Projektet “New Littles”, som ledes af New York City-sociologen Andrew Beveridge, viser, at nye etniske grupper som f.eks. somali-bantuer og ghanesere langsomt er ved at danne nye etniske samfund. Disse er i det store og hele alt for små til at blive betragtet som ægte enklaver, og de har som de fleste moderne indvandrersamfund en tendens til at have en relativt lav etnisk koncentration. Men husk på, at enklaver ofte ikke er multigenerationelle, og hvis indvandringen fra nye indvandrergrupper fortsætter i et stabilt tempo, kan Little Italies og Germantowns langsomt blive erstattet af New Accras og Addis Abbas. Desuden har selv i traditionelle etniske enklaver en høj indvandring i nogle få sjældne tilfælde ført til revitalisering, et fænomen, der kan ses i den bemærkelsesværdige genopblomstring af Torontos Little Italy og den vedvarende vækst i San Fransisco’s Chinatown.
Der er således håb for fortsættelsen af moderne etniske enklaver, men hvis vi ønsker at redde de særskilte pletter af det amerikanske kulturelle tæppe, der tilbydes af disse koncentrerede indvandrersamfund, må vi kollektivt nå frem til en række erkendelser. For det første og måske mest indlysende er det, at uden ny indvandring vil etniske samfund ophøre med at eksistere, da de i det store og hele er en funktion af første og andengenerationsamerikanere. Den hurtige indskrænkning af etniske enklaver mod midten af det tyvende århundrede, som blev forårsaget af et næsten-moratorium for indvandring fra 1924 til 1965, er muligvis det mest gribende eksempel på de skadelige virkninger af en træg indvandring på etniske samfund. Således er de etniske enklavers vitalitet afhængig af vores forståelse af, at vi er og fortsat er en nation af indvandrere, forhåbentlig en nation, der ikke skal gennemgå flere smertefulde anfald af fremmedhad
Naturligvis kan selv høje indvandringsniveauer, efterhånden som mange indvandrergrupper bliver yderligere assimileret og socioøkonomisk forskelligartet, falde sammen med lave niveauer for vækst i enklaver. Dette er på mange måder en god ting, da traditionelt marginaliserede etniske grupper har en større mangfoldighed af boligmuligheder at vælge imellem. Men for at undgå en unødvendig hurtig udstrømning af indvandrere fra traditionelle samfund må vi passe på med at undgå skridt, der vil gøre disse samfund mindre ønskværdige på lang sigt.
Som Bostonsborger beklager jeg en skrumpende Chinatown, der med tiden er blevet indespærret af to motorveje og et bemærkelsesværdigt intetsigende, ekspanderende medicinsk center. Desuden er jeg forarget over at se forsøgene fra byens omfordelingskommission på at dele Chinatown mellem tre byrådsmedlemmer, en foranstaltning, der effektivt ville ødelægge samfundet som en politisk enhed. På den anden side bifalder jeg et North End, der nu er kilet ind mellem smukke grønne områder efter Big Dig og Atlanterhavet, et kvarter, der er blevet hipt og professionelt, men som er forblevet karakteristisk italiensk, selv om italiensk-amerikanerne som helhed er blevet rigere.
Som et sidste forsøg, når etniske enklaver langsomt nedbrydes og ikke følger North End’s vej, er det muligt at fejre en enklaves etniske arv kunstigt, selv efter at enklaven er blevet demografisk formindsket. F.eks. fortsætter San Gennaro-festen i New Yorks Little Italy, der oprindeligt blev indført som en fejring af napolitanske indvandrere i 1924, den dag i dag. Denne fest synes at indrømme, at hvis man ikke længere kan fejre arven fra sit oprindelsesland på en kollektiv måde, kan man lige så godt fejre arven fra den enklave, der selv stammer fra det nu fjerne oprindelsesland.
I det hele taget er det kun ved at omfavne nye etniske grupper i byerne, undgå fortidens nativistiske slynger og styrke integriteten, kulturelt, arkitektonisk og på anden vis, i vores eksisterende indvandrersamfund, at vi kan undgå eller i det mindste forsinke forsvinden af Little Italies, Chinatowns og et væld af andre enklaver. Jeg vil ikke antyde, at vi skal stræbe efter etnisk opsplitning, men der har altid eksisteret en forbindelse til ens arv i en nation af indvandrere, og jeg ville langt foretrække en krydret jambalaya-model frem for en homogen risengrødskultur af grød. Måske er det på tide at tage de nødvendige skridt til at beskytte integriteten af ingredienserne i denne kulturelle jambalaya, ikke for at understrege vores forskelle, men snarere for at beskytte den levende pluralisme i et homogeniserende amerikansk samfund.
