U.S. Forest Service Fire Suppression

Legendariske skovbrande i slutningen af 1800-tallet som Peshtigo-branden i 1871 underbyggede argumentet fra tidlige naturforkæmpere som Franklin Hough og Bernhard Fernow om, at skovbrande truede fremtidige forsyninger af kommercielt træ. Bekymringen for at beskytte disse forsyninger og også vandskel hjalp naturforkæmperne med at overbevise den amerikanske regering i 1891 om at begynde at udlægge nationale skovreservater. Da U.S. Forest Service blev oprettet i 1905, fik den forvaltningsmæssig kontrol over disse områder, som snart blev omdøbt til nationale skove. Skovforvaltning krævede brandbeskyttelse. Skovforvaltere argumenterede trods alt, at hvorfor oprette nationale skove, hvis de skulle brænde ned.

Bare fem år senere, i det, der er blevet kendt som “Big Blowup”, brændte en række skovbrande 3 millioner acres i Montana, Idaho og Washington på kun to dage. Brandene i 1910 havde en dybtgående effekt på den nationale brandpolitik. Lokale og nationale administratorer i Forest Service kom ud af hændelsen i den overbevisning, at ødelæggelserne kunne have været forhindret, hvis blot de havde haft nok mænd og udstyr til rådighed. De overbeviste også sig selv, medlemmer af Kongressen og offentligheden om, at kun total brandbekæmpelse kunne forhindre, at en sådan hændelse gentog sig, og at Forest Service var den eneste enhed, der var i stand til at udføre denne opgave. Tre af de mænd, der havde bekæmpet brandene i 1910 – William Greeley, Robert Stuart og Ferdinand Silcox – var fra 1920 til 1938 chef for Forest Service, hvilket satte dem i stand til at indføre en politik for total brandslukning.

Denne politik havde to mål: at forebygge brande og at undertrykke en brand så hurtigt som muligt, når først den var opstået. For at forebygge brande gik Forest Service imod praksis med lys afbrænding, selv om mange ranchere, landmænd og skovmænd gik ind for det, fordi det forbedrede jordforholdene. Man må huske på, at skovbrugerne på dette tidspunkt havde en begrænset forståelse af brandens økologiske rolle. Skovvæsenets ledere hævdede simpelthen, at enhver form for ild i skoven var dårlig, fordi den ødelagde stående træer. Oplysning af offentligheden om behovet for brandforebyggelse blev en vigtig del af dette mål. I 1944 introducerede Forest Service karakteren Smokey Bear for at hjælpe med at formidle sit brandforebyggelsesbudskab.

Det andet mål, som Forest Service havde, var at udvikle en systematisk tilgang til brandbeskyttelse. I årtierne efter Big Blowup ville dette indebære opbygning af netværk af veje, kommunikationssystemer, udkigstårne og rangerstationer. For at beskytte både føderale og ikke-føderale arealer fik agenturet vedtaget Weeks Act of 1911, som til dels etablerede en ramme mellem den føderale regering og staterne for samarbejde om brandbekæmpelse (rammen skulle senere omfatte private skovforeninger og jordejere). Ved at tilbyde stater økonomiske incitamenter til at bekæmpe brande kom Forest Service til at dominere og lede det, der var det samme som en national brandpolitik.

Efter flere alvorlige brandsæsoner i begyndelsen af 1930’erne blev det endnu mere presserende at bekæmpe brande. I 1933 oprettede den føderale regering Civilian Conservation Corps, som satte tusindvis af mænd til at arbejde med at anlægge brandsikringskæder og bekæmpe brande. I 1935 indførte Forest Service den såkaldte 10-morgens-politik, som foreskrev, at alle brande skulle være slukket senest kl. 10 om morgenen dagen efter den første anmeldelse af branden. Andre føderale myndigheder til forvaltning af landområder fulgte hurtigt trop og sluttede sig til kampagnen for at fjerne ilden fra landskabet. Indsatsen for brandslukning blev hjulpet af udviklingen af nye teknologier som f.eks. flyvemaskiner, røgdykkere, medicin og brandslukningskemikalier. Med sådanne redskaber kunne brande bekæmpes hvor som helst – og det blev de også.

Sindtil omkring 1970 var de føderale landforvaltere fortsat besat af at kontrollere store brande. Men i løbet af 1960’erne viste den videnskabelige forskning i stigende grad den positive rolle, som ilden spillede i skovens økologi. Dette førte i begyndelsen af 1970’erne til en radikal ændring i Forest Service-politikken – at lade brande brænde, når og hvor det er hensigtsmæssigt. Det begyndte med at tillade, at naturligt forårsagede brande kunne brænde i udpegede vildmarksområder. Herfra udviklede sig politikken om at “lade brænde” sig, selv om den led et tilbageslag i kølvandet på Yellowstone-brande i 1988. Siden omkring 1990 har man i brandbekæmpelsesindsatsen og -politikken været nødt til at tage hensyn til byområdernes ekspansion i det, der kaldes “wildland-urban interface”. Et andet problem, som Forest Service nu står over for, er, at brandene er blevet større og voldsommere i løbet af de sidste 25 år. Budgettet til brandbekæmpelse er vokset til omkring 50 procent af agenturets samlede budget, hvilket begrænser de midler, der er til rådighed til arealforvaltningsaktiviteter som f.eks. genopretning af arealer og udtynding af skove, som kunne bidrage til brandbekæmpelse.