Kampskibet USS West Virginia er omgivet af flammer og røg under angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941.
Det var en stille og smuk søndag morgen på Hawaii’s Pearl Harbor – hjemsted for USA’s amerikanske Stillehavsflåde. Mange af de 60.000 sømænd og andet militærpersonale, der er stationeret der, lå stadig i deres køjer og hvilede sig efter en lørdag aften i byen. Nogle spiste morgenmad, nogle få var på arbejde, mens andre bare var på vej ind efter en lang nat. Det, der så ud til at blive endnu en smuk dag i paradis, ville hurtigt forvandle sig til et mareridt.
Fem minutter før klokken 8 om morgenen fløj 183 japanske fly ind over bjergene nord for Pearl Harbor med en mission om at ødelægge den amerikanske flåde. Bomberne blev kastet på brændstof- og ammunitionsdepoter, bygninger og skibe. Japanske piloter beskød alt på deres vej med vingemonterede maskingeværer, mens andre kastede torpedoer.
Angrebet var en fuldstændig overraskelse. Nogle sømænd gik ned med deres skib, mens de stadig sov i deres køjer. Nogle blev fanget for blot at drukne indeni, da vandet langsomt erstattede luften i deres skib.
Enge måtte vælge mellem at blive om bord på et dødsdømt skib eller tage en chance ved at dykke ned i en havn, der stod i flammer af brændende brændstof og var oversået med de døde kroppe af deres sømandskolleger. Det var i sandhed et levende helvede.
Men på amerikansk vis tog disse modige mænd og kvinder sig sammen. Ammunitions- og våbenskabe blev brudt op for at kunne kæmpe tilbage. Piloter fra hæren undveg bomber og maskingeværild for at nå frem til deres fly i forsøget på at tage i luften og drive angriberne væk. De sårede og døende fik hjælp. Nogle satte deres kammerater før sig selv og satte deres eget liv på spil for at redde en fremmed.
Fifty minutes later, a second wave of 170 planes intensified the attack arriving almost simultaneously from three different directions. Mere end 1.100 sømænd blev dræbt, da USS Arizonas forreste magasin eksploderede efter et direkte bombeangreb. I alt kostede angrebet 2.403 amerikanere livet og efterlod mere end tusind andre sårede.
Nyve minutter efter at det hele var begyndt, fløj det sidste japanske fly væk fra Pearl Harbor og tilbage til sit hangarskib, men USA’s indtræden i Anden Verdenskrig var fastlåst.
Præsident Franklin D. Roosevelts tale til Kongressen efter angrebet på Pearl Harbor.
Den japanske admiral Isoroku Yamamoto, der planlagde angrebet på Pearl Harbor, skulle efter sigende have skrevet i sin dagbog: “Jeg frygter, at alt, hvad vi har gjort, er at vække en sovende kæmpe og fylde ham med en frygtelig beslutsomhed.”
Hvorvidt admiralen rent faktisk udtalte disse ord kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at angrebet vækkede en sovende kæmpe. Seksten millioner kæmpende amerikanere skulle senere tvinge japanerne og tyskerne til at overgive sig – de kæmpede i alle verdenshjørner for at skabe en verden fri for tyranni.
I dag er der kun meget få overlevende fra Pearl Harbor tilbage som vores sidste levende bånd til vores historie og begyndelsen af Amerikas største generation. De fleste af disse modige amerikanere er nu i slutningen af 80’erne og 90’erne. I dag hylder vi deres tapperhed og offervilje, og vi ærer deres kampånd – en ånd, som har motiveret millioner af amerikanere til at følge deres eksempel og leve efter deres eksempel.
For de fleste af os, der er født flere generationer senere, er det svært for os at forstå ødelæggelsen, tabet af menneskeliv og konsekvenserne af disse begivenheder, der skete for 72 år siden; og tusindvis af kilometer væk fra de steder, de fleste af os kalder hjem.
Jeg tror, at det forfærdelige angreb på Pearl Harbor var for den største generation, hvad 9/11 er for de fleste af os i dag. De fleste af os var ikke til stede under terroristernes angreb, men vi følte rædselen, følte de overvældende følelser og følte ønsket om at forene os og tage kampen op mod fjenden.
Disse oplevelser og følelser må have lignet det, som den største generation må have følt, og det ansporede dem til at sætte en høj standard for fremtidige amerikanske tjenestefolk, samt hvordan verden ville se på USA og dets militære medister.
De af os, der har båret uniformen, og de, der vil bære den i morgen, er arven fra de overlevende fra Pearl Harbor samt de millioner af modige veteraner, der fulgte i deres fodspor. De sætter landet før sig selv og er villige til at risikere alt for at redde alt – den amerikanske livsstil. Vi skylder alt det, vi er i dag, til dem, der kom før os.
