Verdensmusik

Første historie

Fødslen af verdensmusikken kan dateres til 1982-83, da britiske og amerikanske promotorer, pladeselskaber, distributører og butikker samt nogle journalister og tv-stationer begyndte at promovere musik fra andre lande, især afrikansk musik, som i en periode var stort set synonymt med verdensmusik. Det tydeligste tegn på den voksende interesse for afrikansk musik var den nigerianske juju-bandleader King Sunny Ade, hvis to første internationalt udgivne albums for Island Records hver solgte mere end 100.000 eksemplarer i USA i 1983-84. Dette tal – mindre end halvdelen af Ade’s salg i Nigeria og langt mindre end det salg i millionklassen, der definerede succes for vestlige populære kunstnere – etablerede et benchmark for de mange nye selskaber, der opstod som reaktion på den opmærksomhed, som verdensmusikken tiltrak. Udtrykket verdensmusik blev indført af en gruppe britiske uafhængige pladeselskaber, som mente, at de ville få bedre adgang til pladebutikker og større anerkendelse i medierne, hvis de kunne blive enige om at formalisere en generisk beskrivelse. Deres håb var at samle de forskellige strenge, der omfattede musik fra ikke blot alle områder af Afrika, men også fra Østeuropa, Asien, Syd- og Mellemamerika og Caribien.

Paradoksalt nok var verdensmusik ofte synonymt med lokal eller regional musik, og fortolkningerne af, hvad der passede, havde en tendens til at skifte fra det ene land til det andet. Selv om nogle kunstnere fra lande i udkanten af det vestlige populærmusikmarked nu kunne stræbe efter et verdensomspændende publikum, blev de, der tog superstjerner som Michael Jackson, Madonna og Bob Marley som deres forbilleder, som regel frustreret over verdensmusikformidlernes idiosynkratiske smag. Verdensmusikken blev hilst velkommen på grund af dens “autenticitet” som et modstykke til de stadig mere syntetiske og robotagtige lyde, som vestlige popproducenter foretrak i 1980’erne.

Til de få undtagelser fra denne regel hørte flere lokale stjerner fra det frankofone Vestafrika og Nordafrika, hvoraf nogle opnåede international succes med plader lavet for pladeselskaber med hjemsted i Frankrig. I 1982 var det uafhængige Celluloid-selskab blandt de første til at slå bro over kløften mellem indvandrer- og indfødte europæiske markeder, idet det solgte mere end 300.000 albums af den senegalesiske gruppe Touré Kunda og fulgte op med den senegalesiske bandleder Youssou N’Dours banebrydende Immigrés-album i 1984. Barclay Records havde en lang tradition for at lave kommercielle popplader med kunstnere fra Afrika og de franske Antiller og solgte mere end en million singler i Europa af verdensmusikkunstnerne Mory Kanté fra Guinea (“Yé ké yé ké ké” ) og Khaled fra Algeriet (“Didi” og “Aisha” ).