Lokalisering og struktur
Vestibulum og vulva udgør de dele af hoens reproduktionstrakt, der ligger caudalt i forhold til den tværgående fold i skeden (se fig. 7-1, 7-2 og 7-5). De stammer embryologisk set fra den urogenitale sinus og er de terminale og fælles segmenter af reproduktions- og urinvejene. Vestibulum har en ventrodorsal hældning, idet vestibulumets ventrale væg (gulv) er længere end den dorsale væg, som er dækket af perinealseptum. Vestibulens bund er 10-12 cm lang og strækker sig caudalt ud over iskiasbuen. Vestibulusvæggene og -bunden indeholder musculus constrictor vestibuli, som består af cirkulære og langsgående tværstribede muskelfibre. Der findes også glatte muskelfibre, som enten kan være en fortsættelse af den vaginale muskulatur eller en del af retractor clitoridis (tidligere kaldet anus suspensionsligamentet). Medial til constrictor vestibuli-musklerne findes de vestibulære bulber, som er ægformede masser af erektilt væv, der måler 7 cm x 3 cm (fig. 7-5). Lamina propria i vestibulum er dækket af stratificeret pladeepithel. Slimhinden i vestibulum er foldet og er lyserød til rødlig brun. Papiller på vestibulens bund og vægge repræsenterer åbningerne til de forgrenede rørformede mindre vestibulære kirtler.1,4,6,7,10,11
Vulvaen ligger lige caudalt for vestibulum og består af to labia og klitoris. Labia er sammenføjet ved vulvaspalten og danner en dorsal og ventral commissure (Fig. 7-5, indstik B). Den ventrale commissure er afrundet og udgør en del af glansklitoris’ forhuden. Halvfjerds procent af vulvaen ligger normalt under bækkenbunden. Hver labium har en mucocutan overgang mellem en indre, aglandulær mucosa og et tyndt, ydre hudlag. Huden er normalt pigmenteret og er rigeligt forsynet med sved- og talgkirtler. Constrictor vulvae er placeret under vulvahuden og består af tværstribede muskelfibre, der er sammenhængende dorsalt med sphincter ani (fig. 7-1 og 7-2). Ventralt omgiver constrictor vulvae klitoris, og nogle få muskelfibre dækker retractor clitoridis på hver side.1,4
Harrens klitoris er homolog med hingstens penis og indeholder ligesom penis et veludviklet erektilvæv (corpus cavernosum clitoridis; fig. 7-1, 7-2 og 7-5, indstik B, C og D). Klitoris består af et legeme (corpus clitoridis) bestående af to crura, som hæfter på ischialbuen, og en fremtrædende glans clitoridis. Corpus clitoridis ligger under vestibulen og er ca. 5 cm lang. Glansen er normalt 2,5 cm i diameter. Glans clitoridis ligger i et lille hulrum, fossa clitoridis, som er omgivet af glans clitoridis’ forhud, hvoraf en del er dannet af vulvaens ventrale commissure. Den tværgående frenulære fold, der udspringer af den vestibulære slimhinde, danner forhudens tag og er fastgjort til glans clitoridis med et medianfrenulum. Der findes en median sinus og, hos de fleste hopper, to yderligere, men ikke konstante, laterale sinus. Disse sinusser er placeret på den dorsale side af glans clitoridis (nær det mediane frenulum). Inden for fossa clitoridis er der frenulære, ventrale klitoris- og labiale fordybninger. Smegma produceret af klitorisens talgkirtler kan findes i disse områder (Fig. 7-5, Indsats C og D). 1,4,6,7,10,11
Den del af kropsvæggen, der omgiver analkanalen og vulva- og vestibulære dele af urogenitalkanalen ved bækkenets udgang, er perineum. De første par coccygealhvirvler, de sacrosciatiske ligamenter og bækkenbunden danner perineums afgrænsning henholdsvis dorsalt, lateralt og ventralt. Embryologisk set dannes perineum af det bindevæv, der adskiller analmembranen dorsalt fra urogenitalmembranen ventralt. Denne embryonale struktur udvikler sig senere til perinealkroppen, som er en knude af muskulært og fibrøst væv mellem anus og vestibulum. Perinealregionen adskiller sig fra perineum og perinealkroppen og udgør det kutane område mellem semimembranosus-musklerne, der strækker sig fra halens basis til vulvaens ventrale commissure (eller yverets basis, ifølge nogle tekster).1,4,7,10,11
