DER FORFATTER:
For nogle år siden mistede vi vores søn. Jeg stiller spørgsmålstegn ved begrebet én himmel, hvor alle de mennesker, der har levet fra menneskehedens begyndelse, er samlet på ét sted – billioner af mennesker. Vil det være som en drøm? (Hvis man f.eks. ønsker at se nogen, skal man bare tænke på dem.) Bliver familierne genforenet i himlen? – Pete
DEAR PETE:
Det gjorde mig ondt at høre om din søns død. Jeg kan godt forstå, at du, når du står over for et så stort tab, ønsker at vide mere om Gud og himlens mysterium. Selv om jeg ikke kan give dig konkrete svar, kan jeg forsikre dig om, at vores tro giver os ledetråde, som kan guide os på vores rejse til Gud.
Vores Gud er al kærlig, al magtfuld, uudgrundelig, gavmild og barmhjertig. Der er ingen grænser i Gud, som der heller ikke er i os. Vi er begrænset af vores kroppe, rum og tid. Vi bør være bevidste om vores begrænsninger, men ikke tilskrive Gud dem. Bare fordi vi ikke kan gøre nogle ting, betyder det ikke, at Gud ikke kan gøre dem. Derfor bør vi bestræbe os på at se Gud som en far, der elsker os og har magt til at hjælpe os. Ved at etablere et dybere forhold til vores Fader vil vi lære at stole endnu mere på hans barmhjertige kærlighed til os.
Hvor utilstrækkeligt og utilfredsstillende er ikke vores sprog, når vi taler om Gud! Ikke desto mindre kan vi sige, at fordi vi alle vil blive forenet med Gud i himlen, vil vi også blive forenet med vores kære. Du vil være sammen med din søn igen. Dette jordiske liv er kun den første fase af vores evige liv. Som medlemmer af Kristi mystiske legeme består vores daglige opgave i at opretholde og udvikle et kærligt forhold til vores himmelske Fader og til hinanden. Vi kan kun nå dette mål ved at bede – det vil sige ved at gå i dialog med Gud og lytte til, hvad han fortæller os.
Ingen er nogensinde kommet tilbage fra himlen og har givet os en beskrivelse af den. Det tætteste vi kommer på en sådan oplevelse er den hellige Paulus’ mystiske oplevelse af at blive “bortrykket til Paradis”, hvor han “hørte ubeskrivelige ting, som ingen kan udtale” (2 Kor 12,4). Han skrev også i 1 Korintherbrev 2,9-10:
“Hvad øjet ikke har set, og øret ikke har hørt, og hvad der ikke er gået ind i menneskets hjerte, hvad Gud har beredt dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden.”
Himlen er derfor ikke et fysisk sted, der kan måles eller lokaliseres i en del af universet. Alle dens menneskelige beboere er genopstandne legemer. Jesus siger, at vi vil være som engle eller åndelige væsener, og at vi derfor ikke vil indtage noget fysisk rum. Der vil ikke være behov for at stable os op oven på hinanden. Hvis det lyder mærkeligt, så husk, at den første påskemorgen genkendte Maria Magdalene og disciplene på vejen til Emmaus ikke Jesus. Vi kan ikke beskrive den måde at være på nu, men vi vil opleve den i hele evigheden.
Så, hvad er himlen? Johannes Paul II siger, at det er “et levende, personligt forhold til den hellige Treenighed”. Det er vores møde med Faderen, som finder sted i den opstandne Kristus gennem Helligåndens fællesskab” (Generalaudiens, 21. juli 1999).
Den katolske kirkes katekismus lærer, at “dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed – dette livs- og kærlighedsfællesskab med Treenigheden, med Jomfru Maria, englene og alle de velsignede – kaldes ‘himlen’. Himlen er det ultimative mål og opfyldelsen af de dybeste menneskelige længsler, den højeste og endelige lykke” (1024).
St. Augustin siger det enkelt og smukt med disse ord: “Vores hjerter er rastløse, Herre, indtil de hviler i dig.” Himlen er der, hvor vi vil hvile helt og aldeles og evigt i Gud.
Kristi lære giver os grundlaget for vores tro på himlen. På dette punkt kunne kapitel 6 i Johannesevangeliet ikke være tydeligere:
For dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (v. 40). …
Jeg er det levende brød, der er kommet ned fra himlen; enhver, der spiser dette brød, skal leve til evig tid; og det brød, som jeg vil give, er mit kød til verdens liv (v. 51).
Der er mange andre passager i Det Nye Testamente, der identificerer vores forening i Kristus som også en forening med Faderen i Helligånden. At være ét med Kristus begynder med vores dåb og fortsætter i dette liv med vores bestræbelser på at undgå synd og især på at elske vores næste i ord og gerninger. Vores indlemmelse vil blive stærkere og mere kærlig og intim, efterhånden som vi bestræber os på at forblive trofaste mod hans vilje. Den vil kun nå sin fuldkomne tilstand i himlen.
Gud ønsker at samle alle sine sønner og døtre, der er spredt ud over hele verden og historien, til sig. Ved at åbenbare sig selv for os som barmhjertig kærlighed inviterer han os til at åbne vores hjerter på vid gab for at modtage hans gave af evigt liv.
