Visdomens Bog blev skrevet omkring halvtreds år før Kristi komme. Dens forfatter, hvis navn ikke er os bekendt, var sandsynligvis medlem af det jødiske samfund i Alexandria i Egypten. Han skrev på græsk, i en stil, der var mønstret på den hebraiske versform. Til tider taler han i Salomos person og lægger sin lære på læberne af den kloge konge fra den hebraiske tradition for at fremhæve dens værdi. Hans dybe kendskab til de tidligere gammeltestamentlige skrifter afspejles i næsten hver eneste linje i bogen og markerer ham, ligesom Ben Sira, som en fremragende repræsentant for religiøs hengivenhed og lærdom blandt vismændene i den postexiliske jødedom.
Forfatterens primære formål var opbyggelsen af sine trosfæller i en tid, hvor de havde oplevet lidelser og undertrykkelse, i hvert fald til dels af frafaldne jødefæller. For at formidle sit budskab benyttede han sig af tidens mest populære religiøse temaer, nemlig den guddommelige visdoms pragt og værdi (6:22-11:1), de herlige begivenheder i udvandringen (11:2-16; 12:23-27; 15:18-19:22), Guds barmhjertighed (11:17-12:22), afgudsdyrkelsens dårskab (13:1-15:17) og den måde, hvorpå Guds retfærdighed virker ved at belønne eller straffe den enkelte (1:1-6:21). Især de første ti kapitler danner baggrund for Jesu undervisning og for en del af den nytestamentlige teologi om Jesus. Mange passager fra denne del af bogen, især 3:1-8, bruges af kirken i liturgien.
Den vigtigste opdeling af Visdomsbogen er:
- Lønnen for retfærdighed (1:1-6:21).
- Salomons lovprisning af visdommen (6:22-11:1).
- Guds særlige forsyn under udvandringen (11:2-16; 12:23-27; 15:18-19:22) med uddybninger om Guds barmhjertighed (11:17-12:22) og om afgudsdyrkelsens dårskab og skam (13:1-15:17).
