“Uden ‘etisk kultur’ er der ingen redning for menneskeheden.”
-Albert Einstein, på vores 75 års jubilæum
I 1876 blev New York Society for Ethical Culture (NYSEC) grundlagt af Dr. Felix Adler, som var både visionær og revolutionær. Dr. Adler foreslog en ny bevægelse, som ville arbejde for at fremme social retfærdighed for alle. Han foreslog, at bevægelsen skulle fremme de etiske principper blandt voksne og børn gennem uddannelse, og at medlemmerne af selskabet skulle udtrykke deres religiøse samvittighed gennem moralske og humane handlinger. Disse idéer er fortsat hjørnestenene i filosofien i New York Society for Ethical Culture, som blev stiftet den 21. februar 1877.
Idet selskabet holdt fast i sine sociale og moralske krav, iværksatte det hurtigt to store projekter i 1877. Det første var oprettelsen af District Nursing Service, en forløber for Visiting Nurse Service, som stadig er aktiv i dag. Det andet projekt var oprettelsen af den første gratis børnehave i USA, og i 1880 blev Workingman’s School chartret. I 1895 blev skolen omorganiseret og blev omdannet til The Ethical Culture School. En overskole, The Fieldston School, blev tilføjet i 1928.
Under Dr. Adlers ledelse arbejdede foreningen for at forbedre forholdene i lejeboliger, oprettede Mothers’ Society to Study Child Nature (som senere blev til Child Study Association) og var med til at grundlægge Visiting and Teaching Guild for Crippled Children (besøgs- og undervisningsgilde for krøblinge) i 1889. Stanton Coit og medlemmer af Society var med til at grundlægge Settlement House Movement i New York. I 1901 blev Camp Felicia, som tilbød børn fra byens slumkvarterer en smagsprøve på livet på landet, grundlagt af Down-Town Ethical Society. Medlemmer af Society bemandede klubber, biblioteker, gymnastiksale, jobtræningsprogrammer, en børnehave, en mødreklub, uddannelseskurser og to beskæftigelsesbureauer, som udviklede sig til uafhængige organisationer som The Hudson Guild, Henry Street Settlement og Neighborhood Guild.
Society-medlemmer bidrog også på området for individuelle rettigheder. Selv om kvinder i begyndelsen var blevet udelukket fra medlemskab af Society og henvist til en Ladies Auxiliary, ansatte Society i 1903 en kvinde, Anna Garlin Spencer, som Associate Leader.
Mens Society stadig var under ledelse af Dr. Adler, gav det flere prominente amerikanere en platform til at udtale sig om borgerrettigheder, herunder Booker T. Washington, W.E.B. Du Bois og James Weldon Johnson. Johnson, forfatter, aktivist og en af grundlæggerne af Harlem Renaissance, var medlem af New York Society i femten år. I 1909 underskrev ledere af Society for Ethical Culture en underskriftsindsamling, hvori de opfordrede til oprettelsen af National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Dr. Adler var også medlem af den første eksekutivkomité for National Urban League fra 1910.
Også i 1910 opførte Society, som havde holdt møde i Carnegie Hall, et forsamlingshus på 64th Street og Central Park West, ved siden af skolen, som havde taget første spadestik i 1902. Bygningen blev tegnet af den kendte arkitekt Robert D. Kohn (som senere fungerede som selskabets præsident). Denne skelsættende bygning er udstyret med håndskårne egetræspaneler og ekstraordinære glasmosaikvinduer. Det er et karakteristisk eksempel på art nouveau-arkitektur.
Gang på gang viste Adler og dem, der fulgte ham, evnen til at erkende tidens mest presserende sociale spørgsmål og til at lede andre til at tage de udfordringer op, som disse gav anledning til. Da han døde i 1933, efterlod han sig et selskab af engagerede medlemmer og ledere. Lederen John Lovejoy Elliott, der fungerede indtil sin død i 1942, var med til at grundlægge National Civil Liberties Bureau, forløberen for American Civil Liberties Union.
I 1940’erne fandt Society Leaders Jerome Nathanson og Algernon D. Black en balance mellem social aktivisme og intellektuel virksomhed. Black arbejdede aktivt mod diskrimination på boligområdet, var formand for Civilian Police Review Board og deltog i Committee for a SANE Nuclear Policy. I 1944 grundlagde han Encampment for Citizenship, et sommerprogram for unge voksne med det formål at tilskynde til politisk aktivisme og frivilligt arbejde, som søgte at oplyse deltagerne om borgeransvar, deltagelse i regeringen og tolerance over for forskellighed. Eleanor Roosevelt var en tidlig tilhænger af programmet.
Faktisk var den tidligere førstedame længe en ven og tilhænger af Society og dets arbejde. Den 26. april 1949 talte hun på et særligt møde for NYSEC’s medlemmer. Hun reflekterede over selskabets mange resultater og sagde:
“Jeg tror, at I sandsynligvis har bidraget mere end nogen anden gruppe i byen til bedre forhold i hjemmene, bedre forhold mellem forskellige racegrupper i byen, og jeg synes, at det er en meget stor bedrift.”
I 1959 var selskabets kvindekonference en vigtig deltager i udviklingen af Planned Parenthood Clinic på Upper West Side på Manhattan. Society’s Social Service Board sponsorerede adskillige samfundstjenesteaktiviteter, herunder et lektieprogram, der blev påbegyndt i 1965, og som førte til partnerskaber med offentlige skoler. Et løbende helårsprogram for ældre medlemmer blev påbegyndt i 1970’erne.
I de senere år hjalp vores Social Service Board med at organisere en workshop for hjemløse kunstnere og forfattere og begyndte at være medsponsor for et herberg for hjemløse i forsamlingshuset. SSB grundlagde også projektet Supervised Visitation Project, som giver forældre, der er blevet adskilt fra deres børn, mulighed for at besøge dem i et sikkert og støttende miljø.
I løbet af de sidste tyve år har foreningen arbejdet med emner som ophævelse af dødsstraffen sammen med New Yorkers for Alternatives to the Death Penalty, ophævelse af Rockefeller Drug Laws sammen med Correctional Association og Drop the Rock og samarbejde med The Innocence Project for at indsamle penge til DNA-testning af uretmæssigt anklagede fanger.
I øjeblikket er vi vært for hundredvis af fællesskabsprogrammer om året, hvor fortalervirksomhed, social retfærdighed og uddannelse stadig står i spidsen for vores arbejde. Vi afholder fora om vigtige sociale spørgsmål og diskussioner om etik og filosofi. Vi samarbejder med organisationer som The Nation Institute, Demos, Amnesty International og ACLU for at være medsponsorer af arrangementer, der tjener det offentlige bedste. Spørgsmål om krig, socialpolitik og menneskerettigheder er blevet diskuteret her af bemærkelsesværdige gæster, herunder Al Gore, Paul Krugman, Cornel West, Naomi Klein, Toni Morrison og andre.
I dag er New York Society for Ethical Culture fortsat styret af vores grundlæggende principper om social retfærdighed for alle og fremme af alle gennem etisk handling. Vi er fortsat baseret på idealerne om, at alle mennesker har værdi, og at det er vores ansvar at gøre verden til et bedre sted.
Felix Adler, vores grundlægger
Dr. Felix Adler (1851-1933) var grundlæggeren af den etiske kulturbevægelse. Han blev født i Alzey, Tyskland, som søn af rabbineren Samuel Adler. Da Felix var seks år, blev hans far udnævnt til overrabbiner ved Temple Emanu-El i New York City, og hans familie emigrerede til USA. Adler fik sin bachelorgrad fra Columbia University i 1870, og da han allerede blev betragtet som sin fars efterfølger, blev han sendt til Heidelberg Universitet for at forberede sig til rabbinatet.
Når han vendte tilbage til Amerika, bad hans fars menighed ham om at holde en prædiken fra prædikestolen. Denne tale, The Judaism of the Future, skabte en masse snak, fordi han ikke havde nævnt Gud. Da han blev spurgt direkte, om han troede på Gud, svarede den unge Felix: “Ja, men ikke på jeres gud”. Således endte hans fremtid i Temple Emanu-El. Men i denne tale lå kimen til den etiske kultur.
I de to følgende år underviste Adler i hebraisk og orientalske sprog på Cornell University. Hans åbenmundede holdning og hans overbevisninger tiltrak sig kritik om, at han var “farlig” for sine studerende, og han opgav sit professorat i 1876.
Samme år, i en alder af 24 år, grundlagde Adler New York Society for Ethical Culture. Hans foredrag for selskabet om søndagen var velkendte og velbesøgte, og der blev rutinemæssigt rapporteret om dem i New York Times. Adlers tro på, at gerning går forud for trosbekendelse, fik selskabet til at fremme projekter, der fokuserede på de fattige og underbemidlede i samfundet.
I 1902 fik Adler en stol i politisk og social etik på Columbia University, som han havde indtil sin død i 1933. Adler var kendt som foredragsholder og forfatter og fungerede som rektor for den etiske kulturskole indtil sin død i 1933. Gennem hele sit liv så han altid ud over de umiddelbare bekymringer om familie, arbejde og race til den langsigtede udfordring med at rekonstruere institutioner som skoler og regering for at fremme større retfærdighed i menneskelige relationer. Inden for Adlers etiske filosofi var samarbejde snarere end konkurrence fortsat den højere sociale værdi.
Adler var den stiftende formand for National Child Labor Committe i 1904. I 1917 var han medlem af Civil Liberties Bureau, som senere blev til American Civil Liberties Bureau og senere til American Civil Liberties Union (ACLU). I 1928 blev han formand for den østlige afdeling af American Philosophical Association. Han var medlem af den første bestyrelse for National Urban League.
Som medlem af New York StateTenement House Commission var Adler ikke kun bekymret for overbelægning, men også for stigningen i smitsomme sygdomme forårsaget af overbelægning. Selv om Adler ikke var tilhænger af gratis almene boliger, udtalte han sig om lejerreformen og om huslejerne, som han anså for urimeligt høje. I 1885 oprettede Adler og andre det såkaldte Tenement House Building Company med henblik på at bygge “mønsterlejligheder”, der blev udlejet for 8-14 dollars om måneden. I 1887 var der faktisk blevet opført seks modelbygninger på Lower East Side på Manhattan. Selv om kritikere gik ind for en restriktiv lovgivning til forbedring af lejeboligerne i lejeboligerne, var modellejeboligerne et progressivt skridt fremad.
I slutningen af 1890’erne skiftede Adler i takt med de stigende internationale konflikter sin interesse fra indenlandske spørgsmål til spørgsmålet om amerikansk udenrigspolitik. Mens nogle samtidige så den spansk-amerikanske krig i 1898 som en handling for at befri cubanerne fra det spanske styre, opfattede andre USA’s sejre i Caribien og Filippinerne som begyndelsen på et ekspansivt imperium. Adler støttede i første omgang krigen, men udtrykte senere bekymring over den amerikanske suverænitet over Filippinerne og Puerto Rico og konkluderede, at et imperialistisk snarere end et demokratisk mål var styrende for USA’s udenrigspolitik. Ethical Culture bekræfter “the supreme worth of the person”, og Adler lagde dette princip over på de internationale relationer, idet han mente, at ingen enkelt gruppe kunne gøre krav på overlegne institutioner og livsstil.
I modsætning til mange af sine samtidige under Første Verdenskrig mente Adler ikke, at Tysklands nederlag alene ville gøre verden sikker for demokratiet. Fred kunne kun opnås, mente han, hvis de repræsentative demokratiske regeringer forblev ikke-imperialistiske, og hvis våbenkapløbet blev bremset. Som følge heraf var Adler modstander af Versailles-traktaten og Folkeforbundet. Som et alternativ foreslog han et “parlament af parlamenter”, der blev valgt af de forskellige nationers lovgivende organer og fyldt med forskellige klasser af mennesker, snarere end særinteresser, således at det fælles grundlag og ikke nationale forskelle ville være fremherskende.
Adler holdt mange foredrag gennem hele sit liv og udgav værker som Creed and Deed (1878), Moral Instruction of Children (1892), Life and Destiny (1905), The Religion of Duty (1906), The Essentials of Spirituality (1908), An Ethical Philosophy of Life (1918), The Reconstruction of the Spiritual Ideal (1925) og Our Part in this World.
Han forblev selskabets øverste leder indtil sin død i 1933 i en alder af 81 år.
