Når min bror begyndte at se denne serie, og jeg hørte lidt af den i baggrunden, syntes jeg, at det lød som det dummeste nogensinde – jeg hørte dialogstykker i stil med “Oh, yeah! Well I attack with my dark magician!” eller “Now I shall harness the power of all millennium items and rule the world!” eller “Ha ha, with the power of our friendship we will defeat you!” Men efter at jeg var blevet tvunget til rent faktisk at se flere episoder og begyndte at følge med i handlingen og karakterudviklingen, opdagede jeg til min overraskelse, at dette show, selv om det i bund og grund bare er et markedsføringstrick for at sælge samlekort, faktisk er en kompleks og fascinerende historie med veludviklede og flerdimensionelle karakterer og relationer.
Nu skal man have visse tolerancer for at nyde denne serie: man skal acceptere den verden, som karaktererne lever i, hvor alt af en eller anden grund synes at afhænge af et bestemt kortspil, Duel Monsters, og hvor der findes gamle genstande med forskellige ånder fanget i dem. Hvis du er tilbøjelig til at afvise plottets præmisser som værende dumme, så er denne serie ikke noget for dig. For det andet må du tolerere, at en stor del af serien består af dueller, hvor karaktererne selv konkurrerer i det kortspil, som serien er designet til at markedsføre. Det hjælper, hvis man er en 6-12-årig dreng (eller hvem som helst, formoder jeg) og faktisk selv er vild med at spille kortspillet. Eller man kan, som jeg, bare indse, at spillet faktisk er ret interessant og komplekst, og i serien bruges det til at fremme handlingen og karakterudviklingen, og bare acceptere det. Endelig må man tolerere en vis grad af saftsomhed – hovedpersonerne tager sig ofte tid til at tale om vigtigheden af venskab og mod og at stå op for sig selv osv. osv… Jeg synes dog personligt, at det er lidt forfriskende efter at have set min bror spille utallige videospil, hvor hovedbudskabet syntes at være: Dræb alt på din vej, hvis det giver dig energipoint eller en eller anden fordel af den art. Og karakterrelationerne er komplekse nok til, at disse taler, når de forekommer, faktisk er meningsfulde og nogle gange (i hvert fald for mig!) ganske rørende.
Pointen er, at man ikke skal afvise denne serie. Animationen er skarp og nuanceret (bortset fra lejlighedsvis, når de af en eller anden grund beslutter sig for at skifte til overdreven, tegneserieagtig animation, især med Joey – disse øjeblikke er nok mit mindst foretrukne aspekt af serien!), og karaktererne er ægte, rørende og meget underholdende. Sæt din kynisme ud af kraft og lad dig selv nyde showet – det er faktisk det hele værd!!!
