Hovedet af dette eksemplar, der er helt dækket af hud og meget velbevaret, blev først opdaget i 2002. Efter at have hørt om opdagelsen gennemførte en polarforsker en ekspedition med sit hold for at trække resterne ud af permafrosten. Et af medlemmerne af holdet var den franske polarforsker, “Mammutjægeren” Bernard Buigues, der er kendt for at have gennemført ekspeditioner til Nordpolen og Sibirien siden 1990’erne. Det tog tre udgravningsrejser at indsamle og samle Yukagir-fossilet. Selv om mammutrester ikke er en sjældenhed, er kun få så bemærkelsesværdige som dette eksemplar.
Fundet af Yukagir-mammutten beskrives som en af de største palæontologiske opdagelser nogensinde, da det afslørede, at uldhårede mammutter havde tindingekirtler mellem øret og øjet, og de velbevarede rester af Yukagir-mammutten, som f.eks. foden, viser, at fodsålerne indeholdt mange revner, der ville have hjulpet til at gribe i isbelagte overflader under bevægelsen. Ligesom moderne elefanter var uldhårede mammutter Paenungulata, hvilket betyder, at de gik på deres tæer og havde store, kødfulde puder bag tæerne. Blandt andre opdagelser viste Yukagir-mammutten, at arten havde lidt af spondylitis i to ryghvirvler og osteomyelitis, som også er kendt fra nogle andre eksemplarer. Flere eksemplarer har helede knoglebrud, hvilket viser, at dyrene havde overlevet disse skader.
Yukagir-mammutens permafrostgrav bevarede dens hoved, stødtænder, forben og dele af dens mave og tarmkanaler. Ud fra dens knogler og enorme stødtænder gættede de forskere, der skyndte sig til stedet (herunder mammuteksperterne Dick Mol og Larry Agenbroad), at den uldne mammut var en gammel han, der i levende live var over tre meter høj ved skulderen og vejede fire til fem tons. Desuden kunne forskerne konstatere, at hovedbestanddelen af Yukagirens sidste måltid var græs, herunder stængler fra familien Poaceae. Det er bemærkelsesværdigt, at stænglerne ligesom mange af dyndets blomsterrester har bevaret deres farve og form, lige siden den uldne mammut rev dem ud af tundraen for ca. 22 500 år siden. På baggrund af Yukagir-mammutens sidste måltid var forskerne i stand til at opdage fakta om elefantens forfædre og foretage en miljørekonstruktion, der viser svampenes betydning i processen med næringsstofcyklussen på mammutsteppen.
Følgende typer forskning blev vedtaget på mødet i Det Videnskabelige Råd:
- Geologiske og pedologiske undersøgelser af stedet samt forskning i fossiliseringsprocessen;
- Forskning af mammutens ydre strukturer samt af de indre strukturer ved hjælp af ikke-skadelige metoder;
- Histologisk, cytologisk og genetisk forskning i mammutens bløde væv;
- Palæobotanisk og palæoklimatologisk analyse;
- Mikrobiologisk forskning i jorden og i mammutens indre.
