HVAD HVIS hele den måde, vi tænkte om livet på, var forkert?
Vi tror ofte, at de vigtigste øjeblikke i livet er de store begivenheder, men hvad nu hvis det faktisk var de små, kedelige, næsten umærkelige øjeblikke, der betød mest?
Som alle andre har jeg altid søgt efter en fortælling at basere min selvforståelse på. Begivenheder som min fars nærdødsfald, at være vidne til en forfærdelig forbrydelse og at bringe mit liv alvorligt i fare er alle ting, jeg ser på og tænker “ja, det var vendepunktet i mit liv, og efter dette var alting anderledes.”
Men er det faktisk sandt?
(For dem af jer, der ikke har taget mit Dating-kursus – svaret er “nej”.’)
Vi kan lide at se på begivenheder, der har betydning for os – afslutningen af et forhold, tabet af en person, vi elsker – som begivenheder, der former den person, vi er, og på samme måde ser vi mod fremtiden efter begivenheder – opnåelse af vores drømme, finde den sande kærlighed – der på samme måde vil definere vores liv, og som til gengæld vil gøre det værd at leve.
Den idé, at vigtige begivenheder definerer meningen, retningen og kvaliteten af livet, er central for den accepterede idé om personlig udvikling. Men endnu mere end det er den central for den måde, vi alle sammen sædvanligvis tænker om vores eget og andres liv.
Men for de to største forfattere, der nogensinde har levet, var dette netop den forkerte måde at se på livet på.
Og det viser sig, at de havde ret.
MOMENTER I LIVET PÅ ALLE FEJLEDE PLADSER
Når vi ser på livet som en række vigtige begivenheder, måler vi livet ud fra meget specifikke, begrænsede målepunkter. Livet bliver et spørgsmål om disse begivenheder, og det bliver et spørgsmål om kvaliteten og intensiteten af disse begivenheder.
Relationer bliver et spørgsmål om lidenskab og spænding, livsmål bliver et spørgsmål om succes og overvindelse af ekstreme udfordringer, og meningen med livet bliver en slags helte-rejse. En rejse, som vi, som den eneste vigtigste person, tager på og opnår store, vigtige ting.
Problemerne med dette er, at selv om disse begivenheder virker vigtige ud fra et ønske om at kæde en fortælling sammen, er de faktisk ikke så meningsfulde eller vigtige, som vi tror.
Hvad enten vi søger at blive bedre til at være single, sparke vores angst i røven eller bare ændre vores liv, så vi bliver lidt lykkeligere – det viser sig, at svaret ikke er der, hvor vi har fået besked på at kigge, men bare er der, hvor det altid har været.
Lige foran vores øjne.
Men for at forklare dette, bliver jeg nødt til at køre et kort kursus i klassisk litteratur. Hvilket, det lover jeg, ikke er nær så kedeligt, som det lyder.
En kort klasse om klassisk litteratur, der er præcis lige så kedeligt, som det lyder
“Bryullóv (en maler) rettede en dag en elevs arbejdsværelse. Eleven, der havde kastet et blik på den ændrede tegning, udbrød: “Du har jo kun rørt en lille smule ved den, men det er noget helt andet.” Bryullóv svarede: “
Dette ordsprog er påfaldende sandt, ikke kun for kunsten, men for hele livet. Man kan sige, at det sande liv begynder der, hvor den lille smule begynder – der hvor det, der for os synes at være minutiøse og uendeligt små forandringer, finder sted. Det sande liv leves ikke der, hvor store ydre forandringer finder sted – hvor folk bevæger sig rundt, støder sammen, slås og dræber hinanden – det leves kun der, hvor disse bittesmå, bittesmå, uendeligt små forandringer finder sted.” – Tolstoj – Hvorfor fordummer menneskene sig selv
Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij var to af de største forfattere gennem tiderne.
Den førstnævnte var en greve, godsejer, anarkistisk kristen og romanforfatter, der skrev enorme, indviklede romaner, der altid forsøgte at bevise, hvad der var sandt og rigtigt om menneskelivet.
Den sidste var en tidligere fange, spillefugl, ortodoks kristen og romanforfatter, der skrev enorme, indviklede romaner, som altid forsøgte at bevise, at der var en mørk skygge i de menneskelige ideer og motiver.
Det kan på overfladen se ud til, at disse to forfattere var bemærkelsesværdigt forskellige. Og hvis man læste dem uden at være meget opmærksom, kunne det måske se ud til at være tilfældet.
Men du ville tage fejl.
Selv om de ser ud til at være forskellige, opererede begge forfattere ud fra en yderst ens forståelse af livet; at alting hang sammen med uendelige små øjeblikke.
Dette ville utvivlsomt være deres yndlingssang.
Set som en tragisk roman er Tolstojs Anna Karenina i virkeligheden en fordømmelse af romantisk kærlighed, narcissisme og ondskab, som Tolstoj alle legemliggør i hovedpersonen Anna.
Tolstoj fortæller historien om en kvinde, hvis lidenskabelige kærlighed fremmedgør hende fra et fordømmende samfund, og hvis dårlige valg i afgørende øjeblikke i sidste ende fører hende til en forfærdelig og tragisk ende. Han gør det så mesterligt, at vi føler stor sympati for hende.
Hvis vi skulle bedømme romanen ud fra dens store øjeblikke, ville romanen faktisk være tragisk. Men bag disse store øjeblikke fortæller Tolstoj en anden mere dyster historie.
Der er i romanen spredt små, næsten umærkelige indblik i Annas tanker, motivationer og psykologi, som er gemt væk i tætte afsnit eller forskellige andre detaljer. Gennemgående får vi hele tiden at vide, at Anna tror, at hun er underlagt skæbnen, at hun konsekvent forsømmer pasningen af sine børn, at hun konstant ser på sit eget udseende, at hun først og fremmest ønsker fuldkommen hengivenhed fra sin elsker, at hendes liv er tomt for noget meningsfuldt, fordi hun fylder det med bagateller, at hun uden alt dette ikke synes, at livet er værd at leve, og at hun faktisk tror, at hun af et varsel er skæbnet til at dø.
Al disse små, små øjeblikke sker så hyppigt og så umærkeligt, at selv om det ser ud til, at Annas liv ændrer sig i store øjeblikke, er hendes liv og beslutninger i virkeligheden blevet truffet og levet længe før, i alle de øjeblikke, som hun og vi undlod at lægge mærke til.
I tusindvis af øjeblikke i hele bogen forsømmer Anna ansvaret og hengiver sig mere og mere til narcissismen.*
Tolstoj gør dette lige så svært at få øje på som vores egen adfærd, idet han overdøver disse små detaljer i enorme, dramatiske øjeblikke. Og det er netop det, Tolstoj forsøger at fortælle os – at hvis vi kun opfatter livet i store øjeblikke, så forstår vi ikke, hvad der bestemmer disse store øjeblikke, og dermed selve livet. Vi undlader at se djævelen i detaljerne.
Det er noget, som den store litteraturkritiker Gary Saul Morson kalder prosaik. I bund og grund at skrive ud fra en forståelse af, at livet leves i de små detaljer, ikke i de store.
Dostojevskij gør nøjagtig det samme i næsten alle sine bøger, men især i Forbrydelse & Straf og Brødrene Karamazov.
I Forbrydelsen & Straffen begår hovedpersonen Raskolnikov to forfærdelige mord, hvis årsag aldrig bliver opklaret. Alligevel hentyder Dostojevskij gennem hele romanen til, at den forfærdelige ondskab findes i alles hjerter, og viser os i små detaljer, hvordan Raskolnikov konsekvent underholder tanken om at dræbe og konsekvent flygter fra sin samvittighed – mest sigende ved at drikke alkohol, sove eller bevidst vælge at tænke på noget andet. Mens karakteren og forskellige andre personer diskuterer alle mulige ideologier og teorier, der retfærdiggør eller forklarer hans handling – så træffes hans egentlige beslutning om at dræbe i baghovedet, mens han går rundt i sit liv og gør hverdagens kedelige ting.
Sådan som i Broder Karamazov løser den unge, idealistiske Aljosja sin tro ikke i et enkeltstående øjeblik af åbenbaring, men et øjeblik, der for længst er besluttet, og som består af utallige indbyrdes forbundne øjeblikke og valg, han allerede har levet.
Dostojevskij forsøger gennem disse små øjeblikke at vise os, hvordan rigtige og forkerte valg hele tiden eksisterer i os, og det er vores opmærksomhed (eller mangel på opmærksomhed) på de mange små øjeblikke, hvori de eksisterer, der leder os mod potentielle rigtige eller forkerte udfald.
DET HVERDAGLIGE FORHOLD AF DE MEST VIGTIGE MOMENTER
“Ligesom det ikke er én svale eller en fin dag, der skaber et forår, således er det heller ikke én dag eller en kort tid, der gør et menneske velsignet og lykkeligt.” – Aristoteles
Punktet, som begge forfattere gør opmærksom på, er dette:
Hvad enten det er godt, ondt, kærlighed, mening, bekymringer, frygt, succes, fiasko eller retningen i vores liv – alt dette afgøres i hverdagens kedelige øjeblikke, som vi er nul opmærksomhed på.
Det er ikke brud, dødsfald og fester, men i stedet de ting, vi ikke bemærker, der tikker i vores sind, mens vi ruller rundt i sengen, går rundt i vores dag og udfører vores kedelige, daglige gøremål.
Dette er en meget dybere version af Will Durant’s citat: “Vi er, hvad vi gentagne gange gør. Excellence er altså ikke en handling, men en vane. “*
Ifølge Gary Saul Morson afhænger det prosaiske gode og onde i vores liv af, hvad vi er opmærksomme på, og hvad vi forsømmer at være opmærksomme på.
For eksempel er den karakter i Anna Karenina, der lever mest rigtigt, en karakter ved navn Dolly, der er opmærksom på sit liv, sin lykke og behovene hos dem omkring hende, især sine børn. Lykken ligger for hende i de små ‘kedelige’ hverdagsøjeblikke.
I modsætning hertil er de karakterer i Anna Karenina, der er mest onde, Anna og hendes bror Stiva, som hele tiden vender ryggen til det ‘kedelige’, daglige liv, unddrager sig ansvaret for de mennesker, der har mest brug for dem, og som hele tiden stræber efter et liv, som de føler, at det ville være ‘umuligt’ at leve uden. Lykken ligger for dem i fornøjelser, bagateller, spænding og forsømmelse.
Hvad dette betyder for os er, at alt det, vi ønsker eller ikke ønsker, sker ikke i det øjeblik, vi tror, det sker, men lige nu.
Når man er sin partner utro, gør man det ikke i det øjeblik, man er utro, men i de tusindvis af gange, man underholder tanken om det eller forsømmer sin opmærksomhed på intimitet. Du er ikke utro, når du hopper i seng med nogen, du er utro i de små øjeblikke, hvor du ser porno, scroller gennem Instagram og kigger på piger, i stedet for at være opmærksom på det, du allerede har. Dvs. den “kedelige”, daglige partner, du har ved siden af dig.
Når du er single, men oplever angst, der forhindrer dig i at nærme dig en pige, sker det ikke i det øjeblik, men blev faktisk skabt tusindvis af gange før, i små øjeblikke, hvor du valgte ikke at være socialt udadvendt, ikke talte med den tilfældige kassedame, undgik at kigge på folk i metroen og ikke sagde noget i klassen på trods af, at du havde en mening. For slet ikke at tale om de konstante tanker, der sagde: “
Når du har drømme om at starte en virksomhed, men alle dine forsøg på at begynde ender med at blive udskudt, sker det ikke, når du åbner din telefon og begynder at surfe på internettet, farer vild i youtube eller pludselig får lyst til at gøre alt andet end det, du skal gøre. Det sker i de små øjeblikke, hvor du, når du ligger og hænger eller laver noget helt andet, hele tiden tænker ved dig selv, “hvor hård dagen bliver”, og hvor meget “du ikke har lyst til at gøre det.”
Når du ikke bliver lykkelig, er det fordi du ikke formår at træffe den rigtige beslutning, længe før du faktisk “skal”. På den anden side, når du er lykkelig, er det typisk fordi du hele tiden træffer den rigtige beslutning uden at bemærke det.
Min familie siger ofte, at da min far næsten døde, arbejdede vi alle sammen “i det øjeblik”, og at vi lige siden “har fået et stærkere bånd”.
Men i virkeligheden er det komplet bullshit.
I stedet for at arbejde sammen i ét øjeblik arbejdede vi faktisk sammen på grund af de tusindvis af øjeblikke forinden, som vi havde været fuldstændig ligeglade med (og som vi ofte fandt kedelige). At spise middag sammen som en familie, tilskynde til åben kommunikation, være åbenhjertige med konfrontationer. Alle disse hverdagsbegivenheder betød, at da det store øjeblik endelig kom, var beslutningen allerede truffet – vores små valg havde allerede skabt det “stærkere” bånd, som ville føre os igennem.
Det var de enkle øjeblikke lige foran os, der gjorde os lykkeligst hele tiden.
Det gælder ikke kun for familielivet, men for stort set alt. Hvad er glæden ved sex sammenlignet med ægte intimitet med et andet menneske? Hvad er spændingen ved en fest sammenlignet med at værdsætte en god vens selskab? Hvad er stoltheden ved succes sammenlignet med den simple glæde ved mange dages hårdt arbejde?
De vigtigste dele af livet er tilfældigvis dem, vi nyder mest. Vi undlader bare konstant at lægge mærke til, at de er lige foran vores øjne.
PERSONLIG UDVIKLING 101 – SUKKER DET SMÅT
Nu tænker du sikkert – det lyder som en masse at tænke på hele tiden.
Men det er det ikke.
Dette er ikke et spørgsmål om absolut kontrol, det er et spørgsmål om opmærksomhed. Hvor meget vi har, og hvor den er rettet hen.
Løsningen på dette problem findes i en anden af Tolstojs bøger. Den gigantiske Krig og fred.*
Midtvejs i et slag diskuterer en gruppe generaler strategien for den kommende dag. Beslutningstageren blandt dem lægger ikke megen vægt på strategien under hele strategien, og til sidst anbefaler han, at alle får en god nats søvn.
Det er et ret komisk øjeblik, som det er let at overse, men Tolstoj har en bevidst pointe. Fordi alt liv består af uendeligt mange små øjeblikke, så er krig, ligesom enhver aktivitet, der involverer mennesker, simpelthen for kompleks til, at nogen strategi virkelig kan anvendes. Den er til enhver tid betinget.*
Den bedste løsning, vi har, er at få en god nats søvn, så vi næste dag er vågne nok til at være opmærksomme på de små muligheder, der opstår, og reagere fordelagtigt på dem.
Der er fem teknikker, som vi kan anvende for at udnytte disse fordele i vores eget liv og være opmærksomme ikke blot på de små øjeblikke, men også på de tanker, som vi underholder.
- Få rigeligt med søvn (ikke nok, ikke noget, men rigeligt).
- Mediterer.
- Tænk på, hvor lidt du har brug for.
- Tænk på, hvad du allerede har.
- Vær opmærksom på den slags tanker, du tænker.
Når vi får noget søvn, giver vi vores sind dets årvågenhed. Når vi mediterer, bringer vi vores hjerne tilbage til her og nu. Når vi tænker på, hvor lidt vi har brug for, bringer vi vores opmærksomhed hen til kun det, vi virkelig har brug for, og til det, vi allerede har. Giver os mulighed for at opbygge et dybere og mere tilfredsstillende forhold til hver enkelt. Når vi er opmærksomme på den slags tanker, vi tænker, bringer vi vores opmærksomhed hen på det liv, der udfolder sig indeni os i hvert øjeblik.
For det er kunsten i personlig udvikling.
Vi tænker normalt på personlig udvikling som processen med at opbygge det liv, vi ønsker os, men den sande kunst i personlig udvikling kommer mindre fra at opbygge det liv, vi ønsker os, og mere fra at give akut opmærksomhed til det liv, vi har og lever lige nu.
Denne måde at tænke på vil ikke kun hjælpe os med at få det, vi ønsker os. Den vil hjælpe os til at blive lykkeligere med mindre og til gengæld holde op med at jage lykken i første omgang.
