Få Shakespeare-figurer har skabt så meget usikkerhed som Gertrude, den smukke dronning af Danmark. Stykket synes at rejse flere spørgsmål om Gertrude, end det besvarer, herunder: Var hun involveret med Claudius før sin mands død? Elskede hun sin mand? Kendte hun til Claudius’ plan om at begå mordet?Elskede hun Claudius, eller giftede hun sig med ham blot for at bevare sin høje stilling i Danmark? Tror hun på Hamlet, når han insisterer på, at han ikke er sindssyg, eller lader hun som om, hun tror på ham, blot for at beskytte sig selv? Forråder hun bevidst Hamlet til Claudius, eller tror hun, at hun beskytter sin søns hemmelighed?
Disse spørgsmål kan besvares på mange forskellige måder, afhængigt af ens læsning af stykket. Den Gertrude, som træder tydeligt frem i Hamlet, er en kvinde, der er defineret af sit ønske om plads og hengivenhed samt af sin tendens til at bruge mænd til at opfylde sit selvopholdelsesinstinkt – hvilket naturligvis gør hende ekstremt afhængig af mændene i hendes liv. Hamlets mest berømte kommentar om Gertrude er hans rasende fordømmelse af kvinder i almindelighed: “Skrøbelighed, dit navn er kvinde!” (I.ii.146).Denne kommentar er lige så meget et udtryk for Hamlets forpinte sindstilstand som for noget andet, men Gertrude virker i høj grad moralsk skrøbelig. Hun udviser aldrig evnen til at tænke kritisk over sin situation, men synes blot at bevæge sig instinktivt mod tilsyneladende sikre valg, som da hun straks løber hen til Claudius efter sin konfrontation med Hamlet. Hun er bedst i sociale situationer (I.ii og V.ii), hvor hendes naturlige ynde og charme synes at være tegn på en rig, afrundet personlighed. Til tider ser det ud til, at hendes ynde og charme er hendes eneste kendetegn, og hendes afhængighed af mænd synes at være hendes eneste måde at udnytte sine evner på.
