I begyndelsen af 2017 slog det danske parlament et slag for transkønnedes rettigheder og blev det første land til at fjerne transpersoners klassifikation som “psykisk syge”. Med dette skridt på nytårsdag tog regeringen en officiel handling for at afstigmatisere transkønnede personer og adskille dem fra enhver tilknytning til ord som “problem”, “lidelse” eller dysfagi.
Ord er vigtige, siger Linda Thor Pedersen fra rettighedsorganisationen LGBT Danmark. “Det var meget vigtigt,” siger hun, “at begreber som “inkongruens”, “forstyrrelse” og “problem” blev udeladt af den kodebetegnelse, som landets lægeverdener bruger til at spore behandlingen. Ændringen, siger hun, “gør det til en kode i stedet for en diagnose”. Det gamle system gjorde indirekte diskrimination mulig, forklarer hun; jobansøgninger blev nogle gange afvist på grund af en “diagnose.”
Og selv om ændringen i øjeblikket er begrænset til Danmark, repræsenterer den en ny fase i udviklingen af synet på at være transkønnet. En tidligere ændring fandt sted i 2013, da “kønsidentitetsforstyrrelse” blev fjernet fra Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Fifth Edition (DSM-5), den amerikanske psykiatris bibel til diagnosticering af psykiske sygdomme. En ny tilstand kaldet “kønsdysfori” blev tilføjet for at diagnosticere og behandle de transkønnede personer, der følte angst over misforholdet mellem deres identiteter og deres kroppe. Den nye diagnose anerkendte, at et misforhold mellem ens fødte køn og identitet ikke nødvendigvis var patologisk, bemærker den pædiatriske endokrinolog Norman Spack, en af grundlæggerne af kønsklinikken på Boston Children’s Hospital. Den flyttede vægten i behandlingen fra at rette op på en lidelse til at løse lidelsen over misforholdet.*
Spack sammenligner DSM-5’s nye definition som værende i realiteten lig med dens afklassificering af homoseksualitet som en psykisk sygdom i 1973. Menneskerettighedsforsker Richard Johnson fra University of San Francisco er enig. Selv om homoseksuelle mennesker helt sikkert vidste, at de ikke var syge, siger han, havde flytningen alligevel en effekt. “Det har givet den homoseksuelle befolkning i USA mulighed for at leve et liv på deres egne betingelser”, siger han. “Det vil også være den samme situation for den transseksuelle befolkning, der lever i Danmark.”
Når den helt nye foranstaltning træder i kraft, spekulerer eksperter over dens politiske, medicinske og økonomiske konsekvenser i Danmark og i hele verden. Danske politikere havde sidste år meddelt, at de håbede at anspore Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at fjerne transkønnethed fra en kategori af psykiske sygdomme i dens globalt anvendte internationale statistiske klassifikation af sygdomme og relaterede sundhedsproblemer, 10. revision (ICD-10), hvis koder bruges til at markere sundhedsjournaler, spore epidemiologiske tendenser og informere forsikringsgodtgørelser. Hvis WHO ikke handlede inden den 1. januar 2017, havde Danmark lovet at handle ensidigt.
Den 5. januar havde WHO ikke kommenteret det danske skridt. Tidligere havde organisationen fortalt spørgerne, at omdefinitionen af transkønnethed vil være en del af ICD-11, et enormt og tidskrævende projekt, der forventes at blive udgivet i år eller næste år.
Den danske handling har klart til formål at afstigmatisere det at være transkønnet. At fjerne enhver tilknytning til et problem eller syndrom får imidlertid nogle eksperter til at undre sig over, hvordan det vil være muligt at mærke personens lidelse og vejlede behandlingen, når transpersoner søger medicinske indgreb som hormonbehandling eller kønsskifteoperation.
Psykolog Laura Edwards-Leeper fra Pacific University i Oregon bemærker, at Danmark stadig vil kræve, at der foretages en psykologisk vurdering før ethvert medicinsk indgreb. “Jeg undrer mig over, om Danmark har planer om at gøre diagnosen til en medicinsk diagnose,” siger hun. “Måske griber de det an på samme måde, som jeg anbefaler, nemlig at inddrage sundhedsplejerskerne i at tilbyde støtte gennem processen og med beredskabsvurderinger, ligesom vi gør det for patienter, der søger andre livsændrende, kropsændrende operationer, såsom fedmekirurgi eller organtransplantationer.”
“Vi forventer,” siger LBGT Danmarks Pedersen, “at sundhedsplejen for transkønnede vil bevæge sig mere i retning af informeret samtykke i stedet for psykiatriske vurderinger. I Danmark kan det tage fra et par år til mere end et årti at få tilladelse til kønsskifteoperationer.”
En stor forskel mellem Danmark og USA er, hvordan den medicinske behandling finansieres. Hvilke forhold der kaldes kan påvirke denne proces. “Forskellen ,” siger Spack, “er kun de har et nationalt sundhedssystem, og de ønskede at gøre en erklæring, som ikke kunne gøres her af dem, der forsikrer pleje af transkønnede mennesker. Fordi det er tænkeligt, i afventning af en retssag, at forsikringsselskaberne kunne blive ved med ikke at dække den nødvendige medicinske og kirurgiske behandling, fordi de ikke køber ind i nødvendigheden af disse behandlinger. Men det er ved at ændre sig”, siger han, “mere lidt efter lidt, fordi vi er et sammensurium af behandlere og forsikringsselskaber. Forskellige stater har forskellige politikker.”
Uanset den praktiske effekt af Danmarks skridt, siger Edwards-Leeper, “sender det et budskab om, at et stigende antal mennesker over hele kloden ikke opfatter transkønnede mennesker som ‘skøre’, men som værdifulde medlemmer af samfundet, der er værdige til respekt og menneskerettigheder ligesom alle andre.”
*Redaktionens note (1/11/17): Dette afsnit blev redigeret efter offentliggørelsen. Den oprindeligt anførte “kønsidentitetsforstyrrelse” i DSM-5 blev omdøbt til “kønsdysphori”. I virkeligheden droppede DSM-5 den tidligere betegnelse, der beskrev en patologi, og erstattede den med den sidstnævnte klassifikation, som kunne bruges til at diagnosticere nød forårsaget af kønsforskydning.
