Hvordan skal vi behandle dømte kriminelle? Dette er et spørgsmål, der er genstand for løbende offentlig debat og varierer enormt fra land til land. Selv inden for den såkaldte udviklede verden er der store forskelle. USA f.eks. fængsler flere mennesker pr. indbygger (over 700 pr. 100.000) end noget andet land i verden. I den anden ende af spektret er skandinaverne. Norge har f.eks. et af de laveste antal fængsler med 66 pr. 100.000 indbyggere.
Mens sammensætningen og alvoren af kriminalitet varierer, repræsenterer den amerikanske og den skandinaviske model forskellige filosofier. Det amerikanske system fokuserer mere på straf, mens den skandinaviske model lægger vægt på rehabilitering: behandling og støtte, der har til formål at hjælpe lovovertræderen med at blive et lovlydigt medlem af samfundet. Dette kan f.eks. omfatte udvikling af færdigheder for at forbedre beskæftigelsesegnetheden eller behandling af mentale sundhedsproblemer.
Det Forenede Kongerige befinder sig et sted mellem disse to modeller. Selv om det har den højeste fængselspopulation pr. indbygger i Vesteuropa, har landet eksperimenteret med initiativer, der har til formål at få lovovertrædere på lavt niveau væk fra fængslerne.
En af de største af disse ordninger – Operation Checkpoint – drives af Durham Constabulary. Denne “udsatte retsforfølgningsordning” giver lovovertrædere for visse typer af lovovertrædelser med relativt lav skadevirkning (f.eks. tyveri eller kriminel skade) mulighed for at undgå retsforfølgelse, hvis de deltager i et program, der tager fat på årsagerne til deres lovovertrædelser – f.eks. mentale sundhedsproblemer eller stofmisbrug. De første resultater af dette program, som for nylig blev offentliggjort, viser en 15 % reduktion i antallet af lovovertrædelser, når man sammenligner med lignende lovovertrædere, der ikke deltog.
En cost-benefit-analyse viser, at programmet også giver god valuta for pengene, idet samfundets fordel ved reduceret recidiv anslås til 2 millioner pund sterling mod en omkostning på en halv million til at drive programmet. Selv om ikke alle rehabiliteringsprogrammer i Det Forenede Kongerige er blevet nøje evalueret, er disse resultater naturligvis i overensstemmelse med andre beviser i hele England og Wales, der viser, at alternativer uden frihedsberøvelse kan reducere kriminaliteten.
Bedømmelse eller rehabilitering?
Den effektive reaktion på kriminalitet har altid været et spørgsmål om debat. Mens den retributive retfærdighedsopfattelse søger at påføre den kriminelle en omkostning eller en hård belastning som en retfærdig reaktion på kriminalitet, søger rehabiliteringsmodellen at yde støtte, der kan reformere den kriminelle.
Selv om denne debat ofte er blevet kastet som en debat mellem dem, der fuldt ud tror på straf, og dem, der ønsker at se fængselsophold helt skåret ned og erstattet af rehabiliterende programmer, tror de fleste mennesker på begge dele. Debatten handler oftere om, hvad den rigtige blanding er.
I Storbritannien er der f.eks. bred offentlig opbakning til hårde strafferetlige sanktioner. Men der er lige så stor opbakning til rehabilitering. Og når man præsenteres for beviser vedrørende fængselsudgifterne (ca. 40 000 pund pr. fængselsplads pr. år), støtter et flertal, at man undersøger billigere alternativer til fængsel: Det betyder, at der er offentlig støtte til alternativer til varetægtsfængsling, som kan rehabilitere kriminelle.
En særlig type alternativ til frihedsberøvelse er en aftale om udsættelse af retsforfølgningen, hvor der ikke rejses tiltale mod den anklagede, hvis han eller hun opfylder visse betingelser. Den succes, som Operation Checkpoint har haft, vil uden tvivl øge interessen for dette område.
Rekriminalitetsrater
En international sammenligning afslører nogle interessante tendenser. Norge flyttede for 20 år siden sit fokus fra straf til rehabilitering (også for dem, der blev fængslet). Dette blev fulgt op af store reduktioner i recidivprocenten. Sammenlignet med en recidivprocent på omkring 50 % inden for et år i Det Forenede Kongerige er den i Norge på omkring 25 % inden for fem år.
Der er meget at lære af dette. Mange af de mennesker, der behandles i det strafferetlige system, har sårbarheder, der kan gøre dem tilbøjelige til at begå lovovertrædelser, hvilket kan tyde på, hvorfor rehabilitering kan være så vellykket. Nylige beviser tyder på, at den britiske fængselsbefolkning har alvorlige niveauer af selvskader. Og en nyere rapport viser, at 90 % af den britiske fængselsbefolkning lider af metalrelaterede sundhedsproblemer. Hvis man løslader sådanne mennesker uden at investere i deres behandling, vil det uvægerligt føre til tilbagefald.
Men mindre dramatisk finder man i samme rapport, at næsten 40 % af de personer, der tilbageholdes af politiet, også lider af mentale sundhedsproblemer. En betydelig del af de kriminelle kunne således have gavn af støtte snarere end af straf. Indespærring eller anden kriminalisering af mennesker med disse sårbarheder rejser også etiske spørgsmål. Især hvad ville være en retfærdig reaktion på kriminalitet begået af sårbare personer?
Kriminalitetens økonomi
Fra et økonomisk perspektiv giver rehabilitering mening. En nylig undersøgelse, som jeg og mine kolleger for nylig foretog i hele England og Wales, giver illustrative eksempler på ændringer i forhold til at sende flere mennesker i fængsel (en model, der lægger vægt på straf) i forhold til samfundsmæssige domme (en model, der lægger vægt på en mere rehabiliterende tilgang). Baseret på en statistisk model, der anvender data om sagsafgørelser og kriminalitetsrater i hele England og Wales, giver den skøn over, hvordan ændringer i sagsafgørelser påvirker kriminalitetsraten.
For eksempel skønnes det, at hvis 1 % flere lovovertrædere idømmes fængselsstraf for ejendomsforbrydelser (herunder tyveri og håndtering), vil det reducere næste års registrerede forbrydelser med 2 693. Men en tilsvarende stigning på 1 % i antallet af samfundsdomme reducerer disse lovovertrædelser med 3 590. Når man tager i betragtning, at samfundsdomme i gennemsnit koster en fjerdedel af fængselsdomme, ser det ud til, at der er mulighed for at reducere ejendomsforbrydelser (ca. 72 % af de registrerede forbrydelser i analysen) mere omkostningseffektivt og humant ved i højere grad at anvende samfundsdomme i stedet for fængselsdomme.
Resultaterne tyder på, at initiativer som Durham-modellen kunne anvendes i større omfang, hvilket ville føre til et mere omkostningseffektivt og humant strafferetssystem.
Opfattelserne om kriminalitet og straf er forskellige. Alligevel vil næsten alle være enige om, at vi bekymrer os om kriminalitet på grund af den skade, som den forårsager. Man behøver ikke at have en særlig ideologisk indstilling for at gå ind for en tilgang, der reducerer skaderne. Der er beviser for, at rehabilitering (herunder i fængsler) reducerer kriminalitet og kan være omkostningseffektiv. Økonomiske analyser styrker derfor den idé, at straf ikke er den bedste løsning til at reducere kriminalitetens skadelige virkninger.
