Montana Science Partnership

På trods af deres forbløffende forskelle i form, størrelse og livsstil har alle fugle den samme grundlæggende plan. De forskellige livsstile har dog medført nogle markante variationer over det centrale tema. Fugle som svaner har flere ryghvirvler i nakken end de korthalsede papegøjer: Svaner har 25 ryghvirvler, papegøjer har 9.

Hjørner er nyttige til at få munden hen til steder, hvor man ikke rigtig ønsker at tage hele kroppen hen, som f.eks. bunden af en dam. De er også nyttige til at dreje hovedet, når øjnene sidder dybt fast i øjenhulerne, uden at man behøver at dreje hele kroppen. De fleste flyvefærdige fugle, der ikke har brug for de store flyvemuskler, har derfor heller ikke brug for den store køl eller det store brystben, som flyvende fugle har. Undtagelsen fra denne regel er pingviner, som effektivt flyver gennem vandet med deres modificerede vinger og stadig har brug for store muskler til at drive dem.

Det kommer måske ikke som en overraskelse, at fugle har et let skelet. De fleste af knoglerne hos flyvende fugle er tynde og hule. Nogle har indre stivere eller spær (tværvægge), som gør dem meget stærke. (Nogle flyvefærdige fugle, som f.eks. pingviner, har solide knogler.) Det er det kølformede brystben (sternum), hvor de kraftige flyvemuskler er fastgjort til kroppen.

Se de følgende billeder for at begynde at udforske ligheder og forskelle mellem fugles og andre dyrs skeletter.

Fugle har et mindre samlet antal knogler end pattedyr eller krybdyr. Det skyldes, at mange af deres knogler er smeltet sammen (f.eks. de midterste til nederste ryghvirvler), hvilket gør skelettet mere stift. Fugle har også flere nakkehvirvler (halshvirvler) end mange andre dyr. De fleste har 13-25 af disse meget fleksible nakkehvirvler (det hjælper dem med at pleje deres fjer og med at søge efter føde i bunden af damme eller vandløb). Fugle er de eneste hvirveldyr, der har et sammenvokset kraveben (furcula eller wishbone) eller et kølede brystben.

Næste gang du spiser kylling eller kalkun og knækker et ben op, skal du være særlig opmærksom på dets tilpasninger til flyvning. Læg først og fremmest mærke til, at relativt store knogler, som f.eks. knoglerne i trommestikker, er lette og luftfyldte. Svine- og okseknogler er til sammenligning tætte og faste. Nogle hule fugleknogler er endda udstyret med tværvægge, der giver ekstra styrke som indre stivere i flyvinger.

En fugls hornnæb er en del af skelettet, og selv det er, i betragtning af det tunge arbejde det udfører, forbløffende tyndt og let. Det er betydningsfuldt, at fuglenæb ikke indeholder nogen tunge tænder. Fossiler af de tidligste fugle har tænder, ligesom fuglenes reptilforfædre, så manglen på tænder er en tilpasning, der reducerer vægten i forbindelse med flyvning. Vi udforsker næbbet lidt mere detaljeret senere.

Når du fortsætter med at nyde din kyllinge- eller kalkunmiddag, skal du sørge for at beundre det store brystben. Det hvide kød i kyllinge- og kalkunbrystet er fuglenes kraftige flyvemuskler, der er ansvarlige for at trække vingerne nedad mod luften og holde fuglen oppe i luften. Disse stærke muskler har brug for en solid forankring, og det er brystbenet. Hos vilde fugle er brystbenet større, jo kraftigere den flyvende fugl er, jo større er brystbenet; flugløse fugle som pingviner mangler helt brystben.

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor hvidt brystkød er anderledes end almindeligt fuglekød? Hvidt brystkød består af smalle, hvide muskelfibre, der ikke forbrænder fri ilt til deres energi, som almindelige muskler gør. Den tekniske måde at sige dette på er, at stofskiftet i hvide muskelfibre er anaerobt (dvs. bruger ingen ilt) i stedet for aerobt (dvs. bruger ilt). Anaerobe brystmuskler hos jordrugende fugle som kyllinger og kalkuner er ønskelige, fordi deres kredsløbssystem ikke kan levere ilt hurtigt nok til flyvemusklerne under disse fugles korte flyveture for at undslippe fjender (man ser aldrig disse arter svæve som sangfugle). Hvide muskelfibre er gode til kortvarigt, meget intenst arbejde, men de bliver hurtigt trætte.

Når du gnasker i brystområdet, når du kommer til det mærkeligt Y-formede ønskeben eller furculum, skal du lægge mærke til, hvordan det er placeret. Knoglens “håndtag” rager fremad for at forhindre, at brystet falder sammen under flugten.

For at forstå et dyr hjælper det at lære det at kende indefra og ud. Tidlige naturforskere forsøgte at forstå, hvorfor fugle kunne flyve, mens mennesker (og andre dyr) ikke kunne. Naturforskere og videnskabsmænd har gennem tiderne forsøgt at finde ud af, hvad der gjorde fuglenes og “ikke-fuglenes” anatomi unik. Pierre Belon bemærkede flere anatomiske ligheder mellem det menneskelige skelet og fugles skelet. Belon udgav La nature and diuersite des poissons i 1551. Den indeholder mange illustrationer af hans observationer af fisk, havpattedyr og fugle. Hans bidrag førte andre til at bygge videre på den komparative anatomi for forskellige arter og til at udforske flere ukendte ting om dyreverdenen.