Virkningen af Kinas devaluering af yuanen i 2015

Key Takeaways

Aktiemarkederne i USA, Europa og Latinamerika faldt også som reaktion på yuan-devalueringen. De fleste valutaer rykkede også ned. Nogle hævdede, at bevægelsen var et signal om et forsøg på at få eksporten til at se mere attraktiv ud, selv om den kinesiske økonomis ekspansion aftog. PBOC oplyste imidlertid, at andre faktorer motiverede devalueringen.

Virkning på IMF

Den kinesiske præsident Xi Jinping havde lovet regeringens forpligtelse til at reformere Kinas økonomi i en mere markedsorienteret retning, da han først tiltrådte i marts 2013. Det gjorde POBC’s påstand om, at devalueringens formål var at lade markedet være mere medvirkende til at bestemme yuanens værdi mere troværdig.

Den annoncerede devaluering blev ledsaget af officielle erklæringer fra PBOC om, at som følge af denne “engangsdevaluering” vil “yuanens centrale paritetskurs i højere grad flugte med den foregående dags lukkekurser på spotmarkedet”.” Desuden havde den til formål at “give markederne en større rolle i fastsættelsen af renminbi-valutakursen med det formål at muliggøre en dybere valutareform”.”

Professor Eswar Prasad fra Cornell University anførte dengang, at skridtet også var i overensstemmelse med Kinas “langsomme, men stabile” markedsorienterede reformer. Valutadevalueringen var et af mange pengepolitiske værktøjer, som PBOC anvendte i 2015, hvilket også omfattede rentenedsættelser og strammere regulering af finansmarkederne.

Der var også et andet motiv for Kinas beslutning om at devaluere yuanen – Kinas vilje til at blive optaget i Den Internationale Valutafonds (IMF) kurv af reservevalutaer med særlige trækningsrettigheder (SDR). SDR er et internationalt reserveaktiv, som IMF’s medlemmer kan bruge til at købe indenlandsk valuta på valutamarkederne for at opretholde valutakurserne. IMF revurderer valutasammensætningen i sin SDR-kurv hvert femte år. I 2010 blev yuanen afvist med den begrundelse, at den ikke var frit anvendelig. IMF hilste devalueringen velkommen og blev opmuntret af påstanden om, at den blev foretaget i markedsorienterede reformers navn. Derfor blev yuanen en del af SDR i 2016.

I kurven havde den kinesiske renminbi en vægt på 10,92 %, hvilket er mere end vægten af den japanske yen (JPY) og det britiske pund sterling (GBP) på henholdsvis 8,33 % og 8,09 %. Satsen for at låne midler fra IMF afhænger af renten på SDR. Da valutakurser og rentesatser er indbyrdes forbundet, vil omkostningerne ved at låne penge fra IMF for medlemslandene nu til dels afhænge af Kinas rente- og valutakurser.

Skeptiske synspunkter

Trods IMF’s svar tvivlede mange på Kinas engagement i de frie markedsværdier og hævdede, at den nye valutakurspolitik stadig var beslægtet med en styret float. Nogle hævdede, at devalueringen blot var endnu et indgreb, og at yuanens værdi fortsat ville blive nøje overvåget og forvaltet af PBOC.

Den devaluering fandt også sted få dage efter, at data viste et kraftigt fald i Kinas eksport – ned med 8,3 % i juli 2015 i forhold til året før. Det gav bevis for, at regeringens rentesænkning og finanspolitiske stimulering ikke havde været så effektiv som håbet. Skeptikerne afviste således den markedsorienterede reformrationalitet. I stedet tolkede de devalueringen som et desperat forsøg på at stimulere Kinas træg økonomi og forhindre, at eksporten falder yderligere.

Kinas økonomi er stærkt afhængig af sine eksporterede varer. Ved at devaluere sin valuta sænkede den asiatiske gigant prisen på sin eksport og fik en konkurrencefordel på de internationale markeder. En svagere valuta gjorde også Kinas import dyrere, hvilket ansporede til produktion af erstatningsprodukter i hjemlandet for at hjælpe de hjemlige virksomheder.

Den amerikanske regering blev særligt forarget, fordi mange amerikanske politikere i årevis havde hævdet, at Kina havde holdt sin valuta kunstigt lav på bekostning af de amerikanske eksportører. Nogle mente, at Kinas devaluering af yuanen blot var begyndelsen på en valutakrig, der kunne øge handelsspændingerne.

Konsistent med markedsfundamentalerne

Selv om en lavere værdisat yuan ville give Kina en vis konkurrencefordel, handelsmæssigt set, var skridtet ikke helt i strid med markedsfundamentalerne.

I løbet af de seneste 20 år var yuanen blevet apprecieret i forhold til næsten alle andre store valutaer, herunder den amerikanske dollar. Kinas politik tillod i bund og grund markedet at bestemme retningen af yuanens bevægelse, mens den begrænsede den hastighed, hvormed den blev værdsat. Kinas økonomi var imidlertid blevet betydeligt langsommere i årene før devalueringen. På den anden side var USA’s økonomi blevet bedre. En fortsat stigning i yuanens værdi var ikke længere i overensstemmelse med de grundlæggende markedsforhold.

En forståelse af de grundlæggende markedsforhold tydeliggør, at PBOC’s lille devaluering var en nødvendig tilpasning snarere end en tigger-det-næsten-manipulation af valutakursen. Mens mange amerikanske politikere brokkede sig, gjorde Kina faktisk det, som USA har tilskyndet det til at gøre i årevis – at lade markedet bestemme yuanens værdi. Selv om faldet i yuanens værdi var det største i to årtier, forblev valutaen stærkere, end den havde været det foregående år i handelsvægtede termer.

Konsekvenser for de globale handelsmarkeder

Denvaluering af valutaer er ikke noget nyt. Fra Den Europæiske Union til udviklingslandene har mange lande devalueret deres valuta med jævne mellemrum for at hjælpe med at afbøde deres økonomier. Kinas devalueringer kan imidlertid være problematiske for den globale økonomi. Da Kina er verdens største eksportør og verdens næststørste økonomi, har enhver ændring, som en så stor enhed foretager i det makroøkonomiske landskab, betydelige konsekvenser.

Med kinesiske varer, der bliver billigere, kan mange små og mellemstore eksportdrevne økonomier opleve reducerede handelsindtægter. Hvis disse nationer er gældsplagede og har en stor afhængighed af eksport, kan deres økonomier blive ramt. For eksempel er Vietnam, Bangladesh og Indonesien i høj grad afhængige af deres eksport af fodtøj og tekstilvarer. Disse lande kunne lide skade, hvis Kinas devalueringer gør deres varer billigere på det globale marked.

Konsekvenser for Indien

For den indiske økonomi havde en svagere kinesisk valuta flere konsekvenser. Som følge af Kinas beslutning om at lade yuanen falde i forhold til dollaren, steg efterspørgslen efter dollars på verdensplan. Det omfattede Indien, hvor investorerne købte sig til den grønne dollars sikkerhed på bekostning af rupeen. Den indiske valuta styrtdykkede straks til det laveste niveau i to år i forhold til dollaren og forblev lavt i hele sidste halvdel af 2015. Truslen om større risici på de nye markeder på grund af devalueringen af yuanen førte til øget volatilitet på de indiske obligationsmarkeder, hvilket udløste yderligere svaghed for rupeen.

Sædvanligvis ville en faldende rupee hjælpe indenlandske indiske producenter ved at gøre deres produkter mere overkommelige for internationale købere. I forbindelse med en svagere yuan og en aftagende efterspørgsel i Kina er det imidlertid usandsynligt, at en mere konkurrencedygtig rupee vil opveje en svagere efterspørgsel fremadrettet.

Dertil kommer, at Kina og Indien konkurrerer inden for flere industrier, herunder tekstil, beklædning, kemikalier og metaller. En svagere yuan betød mere konkurrence og lavere margener for de indiske eksportører. Det betød også, at kinesiske producenter kunne dumpe varer på det indiske marked og dermed underbyde de indenlandske producenter. Indien havde allerede oplevet, at dets handelsunderskud over for Kina næsten fordobledes mellem 2008-2009 og 2014-2015.

Som verdens største energiforbruger spiller Kina en væsentlig rolle for, hvordan prisen på råolie fastsættes. PBOC’s beslutning om at devaluere yuanen signalerede til investorerne, at den kinesiske efterspørgsel efter råvaren, som allerede var aftagende, ville fortsætte med at falde. Det globale benchmark Brent-råolie faldt med mere end 20 %, efter at Kina devaluerede sin valuta i midten af august.

For Indien resulterede hvert fald i oliepriserne på 1 dollar i et fald på 1 mia. dollar i landets olieimportregning, som var på 139 mia. dollar i finansåret 2015. På den anden side gjorde de faldende råvarepriser det meget sværere for indiske producenter at forblive konkurrencedygtige.

Anklager om valutamanipulation

Den kinesiske yuan blev generelt deprecieret i forhold til den amerikanske dollar mellem 2015 og 2019, hvilket førte til anklager om valutamanipulation. Det amerikanske finansministerium udnævnte officielt Kina som en valutamanipulator den 5. august 2019. Det var første gang, USA havde gjort det siden 1984. USA ophævede dog stemplet som valutamanipulator i begyndelsen af 2020. Ifølge USA’s daværende finansminister Steven Mnuchin “har Kina givet håndhævelige tilsagn om at afstå fra konkurrencedygtig devaluering og samtidig fremme gennemsigtighed og ansvarlighed.”