Økonomiske systemer
Der er to grundlæggende løsninger på det økonomiske problem som beskrevet af Paul Samuelson, nemlig dem baseret på frie markeder og dem baseret på central planlægning.
Fri markedsøkonomier
Markeder muliggør en gensidigt fordelagtig udveksling mellem producenter og forbrugere, og systemer, der baserer sig på markeder til at løse det økonomiske problem, kaldes markedsøkonomier. I en fri markedsøkonomi fordeles ressourcerne gennem samspillet mellem frie og selvstyrede markedskræfter. Det betyder, at forbrugerne bestemmer, hvad der skal produceres, producenterne bestemmer, hvordan der skal produceres, og hvem der får produkterne, afhænger af forbrugernes købekraft. Markedsøkonomier fungerer ved at tillade et direkte samspil mellem forbrugere og producenter, som forfølger deres egen interesse. Udøvelsen af egeninteresse er kernen i den frie markedsøkonomi.
Storhedsøkonomier
Den anden løsning på det økonomiske problem er fordelingen af knappe ressourcer af regeringen eller et organ udpeget af regeringen. Denne metode kaldes central planlægning, og økonomier, der udelukkende anvender central planlægning, kaldes kommandoøkonomier. Med andre ord styrer eller beordrer regeringerne ressourcerne til at blive brugt på bestemte måder. Regeringerne kan f.eks. tvinge borgerne til at betale skat og bestemme, hvor mange veje eller hospitaler der skal bygges.
Kommandoøkonomier har visse fordele i forhold til frie markedsøkonomier, især med hensyn til koordinering af knappe ressourcer i krisetider, f.eks. i forbindelse med krig eller efter en naturkatastrofe. Frie markeder formår til tider heller ikke at allokere ressourcerne effektivt, og derfor indebærer afhjælpning ofte, at staten tildeler ressourcer for at kompensere for disse fejl.
Samfundsøkonomier har visse fordele i forhold til frie markedsøkonomier, især med hensyn til koordinering af knappe ressourcer i krisetider, f.eks. i forbindelse med krig eller efter en naturkatastrofe. Frie markeder svigter også til tider i forhold til at allokere ressourcerne effektivt, så løsninger indebærer ofte, at staten tildeler ressourcer for at kompensere for disse fejl.
Kommunisme
Fordelene ved kommandoøkonomier i forhold til den frie markedskapitalisme blev den centrale økonomiske idé hos den tyske filosof og økonom Karl Marx, som gik ind for statsligt ejerskab af produktionsmidlerne – nemlig jord og kapital. Han forudsagde også kapitalismens endelige sammenbrud. Marx hævdede, at den reelle værdi af en økonomisk aktivitet altid kunne spores tilbage til arbejdskraften snarere end til kapitalen, og derfor var kapitalismens stræben efter højere profitter ved at ophobe kapital altid på bekostning af arbejdskraften, som i stigende grad måtte producere mere og mere for at tilfredsstille kapitalisternes behov.
Ved indførelsen af denne “virkelighed” ville arbejderne ifølge Marx indse, at de blev udnyttet, og de ville rejse sig og vælte deres kapitalistiske “herrer”. Selv om Marx’ idéer synes ude af trit med historiens virkelighed, er Marx’ økonomiske teorier meget studeret og stadig indflydelsesrige.
Mixed economies
Der findes en tredje type økonomi, der involverer en kombination af markedskræfter og central planlægning, kaldet blandede økonomier.
Mixed economies kan have en særskilt privat sektor, hvor ressourcerne primært allokeres af markedskræfterne, som f.eks. dagligvarebranchen i den britiske økonomi. Blandede økonomier kan også have en særskilt offentlig sektor, hvor ressourcerne primært tildeles af staten, f.eks. forsvar, politi og brandvæsen. I mange sektorer tildeles ressourcerne ved en kombination af markeder og planlægning, f.eks. sundhedsvæsenet, som har både offentlige og private tilbud.
Interventionistiske økonomer
I modsætning til den uregulerede tilgang til det frie marked og til centralplanlagte planøkonomier går flertallet af økonomer ind for, at der kommer en form for statslig indgriben for at få kapitalismen til at fungere bedre, snarere end at forhindre den i at fungere overhovedet.
Disse omfatter keynesianske økonomer, hvis navn stammer fra den britiske økonom John Maynard Keynes, og moderne libertære paternalister, herunder Richard Thaler, som er påvirket af adfærdsøkonomien.
Keynes fastlagde de grundlæggende spilleregler for statslig indgriben i markederne og var måske den mest indflydelsesrige økonom i det 20. århundrede.
Thaler har været medvirkende til fremkomsten af adfærdsøkonomi og brugen af eksperimenter til at vise, hvordan adfærd kan styres i retning af mere effektive handlinger og resultater.
Disse grupper er pragmatiske, idet de accepterer, at kapitalismen er det mest effektive system, som en moderne økonomi kan baseres på, men at det kræver betydelige indgreb på vigtige tidspunkter.
I virkeligheden er alle økonomier blandede, selv om der er store variationer i mængden af blanding og balancen mellem den offentlige og private sektor. I Cuba er det f.eks. staten, der tildeler langt størstedelen af ressourcerne, mens de fleste økonomier i Europa har en jævn blanding mellem markeder og planlægning.
Økonomiske systemer kan vurderes ud fra, hvor effektive de er med hensyn til at nå økonomiske mål.
