Forståelse af afhængighed

En Harvard Health-artikel

Ny indsigt i årsagerne til afhængighed

Afhængighed indebærer en intens trang til noget, tab af kontrol over brugen af det og fortsat involvering i det på trods af negative konsekvenser. Afhængighed ændrer hjernen, først ved at undergrave den måde, hvorpå den registrerer nydelse, og derefter ved at ødelægge andre normale drivkræfter som f.eks. indlæring og motivation. Selv om det er svært at bryde en afhængighed, kan det lade sig gøre.

Hvad forårsager afhængighed?

Ordet “afhængighed” er afledt af et latinsk udtryk for “slave af” eller “bundet til”. Enhver, der har kæmpet for at overvinde en afhængighed – eller har forsøgt at hjælpe en anden med at gøre det – forstår hvorfor.

Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder: trang til afhængighedsobjektet, tab af kontrol over brugen af det og fortsat involvering i det på trods af negative konsekvenser.

I mange år troede eksperter, at kun alkohol og stærke stoffer kunne forårsage afhængighed. Neuroimaging-teknologier og nyere forskning har imidlertid vist, at visse fornøjelige aktiviteter, såsom spil, shopping og sex, også kan cooptere hjernen.

Men selv om en standard amerikansk diagnostiske manual (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Fourth Edition eller DSM-IV) beskriver flere forskellige afhængigheder, der hver især er knyttet til et bestemt stof eller en bestemt aktivitet, er der ved at opstå enighed om, at disse kan repræsentere flere udtryk for en fælles underliggende hjerneproces.

Ny indsigt i et fælles problem

Ingen starter med at have til hensigt at udvikle en afhængighed, men mange mennesker bliver fanget i dens snare. Tænk på de seneste statslige statistikker:

• Næsten 23 millioner amerikanere – næsten hver tiende – er afhængige af alkohol eller andre stoffer.
• Mere end to tredjedele af de mennesker med afhængighed misbruger alkohol.
• De tre største stoffer, der forårsager afhængighed, er marihuana, opioide (narkotiske) smertestillende midler og kokain.

I 1930’erne, da forskerne først begyndte at undersøge, hvad der forårsagede vanedannende adfærd, troede de, at folk, der udviklede afhængighed, på en eller anden måde var moralsk mangelfulde eller manglede viljestyrke. De mente, at man for at overvinde afhængighed skulle straffe mislykkelige personer eller alternativt opmuntre dem til at samle viljen til at bryde en vane.

Den videnskabelige konsensus har ændret sig siden da. I dag anerkender vi afhængighed som en kronisk sygdom, der ændrer både hjernens struktur og funktion. Ligesom hjerte-kar-sygdomme skader hjertet, og diabetes forringer bugspytkirtlen, kaprer afhængighed hjernen. Det sker, når hjernen gennemgår en række ændringer, der begynder med anerkendelse af nydelse og slutter med en trang til tvangsadfærd.

Nydelsesprincippet

Hjernen registrerer alle fornøjelser på samme måde, uanset om de stammer fra et psykoaktivt stof, en monetær belønning, et seksuelt møde eller et tilfredsstillende måltid. I hjernen har nydelse en tydelig signatur: frigivelse af neurotransmitteren dopamin i nucleus accumbens, en klynge af nerveceller, der ligger under hjernebarken (se illustration). Dopaminfrigivelsen i nucleus accumbens er så konsekvent forbundet med nydelse, at neurovidenskabsfolk kalder området for hjernens nydelsescenter.

Alle misbrugsmidler, lige fra nikotin til heroin, forårsager en særlig kraftig stigning af dopamin i nucleus accumbens. Sandsynligheden for, at brugen af et stof eller deltagelse i en givende aktivitet vil føre til afhængighed, er direkte forbundet med den hastighed, hvormed stoffet fremmer dopaminfrigivelsen, intensiteten af denne frigivelse og pålideligheden af denne frigivelse.

Selv indtagelse af det samme stof gennem forskellige indgiftsmetoder kan påvirke, hvor sandsynligt det er, at det vil føre til afhængighed. Hvis man ryger et stof eller injicerer det intravenøst i modsætning til at sluge det som en pille, giver det f.eks. generelt et hurtigere og stærkere dopaminsignal og er mere tilbøjeligt til at føre til stofmisbrug.

Hjernens belønningscenter

Afhængighedsfremmende stoffer giver en genvej til hjernens belønningssystem ved at oversvømme nucleus accumbens med dopamin. Hippocampus lægger minderne om denne hurtige følelse af tilfredsstillelse ned, og amygdala skaber en betinget reaktion på visse stimuli.

Læringsproces

Videnskabsfolk troede engang, at oplevelsen af nydelse alene var nok til at få folk til at fortsætte med at søge et vanedannende stof eller en vanedannende aktivitet. Men nyere forskning tyder på, at situationen er mere kompliceret. Dopamin bidrager ikke kun til oplevelsen af nydelse, men spiller også en rolle i indlæring og hukommelse – to nøgleelementer i overgangen fra at kunne lide noget til at blive afhængig af det.

I henhold til den nuværende teori om afhængighed interagerer dopamin med en anden neurotransmitter, glutamat, for at overtage hjernens system for belønningsrelateret indlæring. Dette system har en vigtig rolle i opretholdelsen af livet, fordi det forbinder aktiviteter, der er nødvendige for menneskets overlevelse (såsom spisning og sex), med nydelse og belønning.

Belønningskredsløbet i hjernen omfatter områder, der er involveret i motivation og hukommelse såvel som i nydelse. Vanedannende stoffer og adfærd stimulerer det samme kredsløb – og overbelaster det.

Gentagne udsættelser for et vanedannende stof eller en vanedannende adfærd får nerveceller i nucleus accumbens og den præfrontale cortex (det område af hjernen, der er involveret i planlægning og udførelse af opgaver) til at kommunikere på en måde, der kobler det at kunne lide noget med at ville have det, hvilket igen får os til at gå efter det. Det vil sige, at denne proces motiverer os til at tage handling for at opsøge kilden til nydelse.

Udvikling af tolerance

Hjernen tilpasser sig med tiden på en måde, der faktisk gør det eftertragtede stof eller den eftertragtede aktivitet mindre behagelig.

I naturen kommer belønninger normalt kun med tid og anstrengelse. Vanedannende stoffer og adfærd giver en genvej ved at oversvømme hjernen med dopamin og andre neurotransmittere. Vores hjerner har ikke en nem måde at modstå angrebet på.

Afhængige stoffer kan f.eks. frigive to til 10 gange så meget dopamin som naturlige belønninger, og de gør det hurtigere og mere pålideligt. Hos en person, der bliver afhængig, bliver hjernens receptorer overvældet. Hjernen reagerer ved at producere mindre dopamin eller eliminere dopaminreceptorer – en tilpasning, der svarer til at skrue ned for lydstyrken på en højttaler, når støjen bliver for høj.

Som følge af disse tilpasninger har dopamin mindre indflydelse på hjernens belønningscenter. Mennesker, der udvikler en afhængighed, finder typisk ud af, at det ønskede stof med tiden ikke længere giver dem så meget nydelse. De er nødt til at tage mere af det for at opnå det samme dopamin-“high”, fordi deres hjerne har tilpasset sig – en effekt, der er kendt som tolerance.

Tvang tager over

På dette tidspunkt tager tvang over. Den nydelse, der er forbundet med et vanedannende stof eller en vanedannende adfærd, aftager – og alligevel fortsætter erindringen om den ønskede effekt og behovet for at genskabe den (ønsket). Det er som om det normale motivationsmaskineri ikke længere fungerer.

Den tidligere nævnte indlæringsproces kommer også i spil. Hippocampus og amygdala lagrer oplysninger om miljøsignaler, der er forbundet med det ønskede stof, så det kan lokaliseres igen. Disse erindringer er med til at skabe en betinget reaktion – intens trang – når personen møder disse miljømæssige signaler.

Trangen bidrager ikke kun til afhængighed, men også til tilbagefald efter en hårdt vunden ædruelighed. En person, der er afhængig af heroin, kan f.eks. være i fare for tilbagefald, når han ser en injektionsnål, mens en anden person måske begynder at drikke igen, når han ser en flaske whisky. Konditioneret indlæring er med til at forklare, hvorfor mennesker, der udvikler en afhængighed, risikerer at få tilbagefald selv efter mange års afholdenhed.