I april 2001 udgav sangskriveren John Ondrasik (alias Five for Fighting) den nu guldcertificerede sang “Superman (It’s Not Easy)”. Sangen, som nåede en topplacering som nr. 14 på det amerikanske Billboard Hot 100, blev jævnligt vist på både popradioer og MTV.
Men nummeret fik et nyt liv efter de tragiske angreb den 11. september 2001, da det blev en hymne til healing under hele nationens genopretning. “Superman” blev spillet til ære for de førstehjælpere, brandmænd, politifolk og mange flere i tilsyneladende mdr. i en uendelighed. Vi fangede op med forfatteren af denne skelsættende sang for at spørge Ondrasik om, hvordan han først kom til musikken og sangskrivning, hvordan han skrev nummeret (og hvor lang tid det chokerende nok tog ham!), hvilken indflydelse nummeret havde på hans karriere og meget mere.
Hvordan kom du til musikken som ung? Jeg mener, at du blev født i Los Angeles i en musikalsk familie, men hvordan kom musikken egentlig ind i din verden dengang?
Min mor var klaverlærer, så jeg voksede op med klaveret, og hun startede mig meget tidligt, da jeg var omkring tre år gammel, med bare at spille. Det gav mig de grundlæggende ting, og så sendte hun mig til en anden, som jeg kunne tage timer hos, fordi det er svært at lære sit barn det. Men hun var klog. Da jeg var 13 og 14 år gammel og ville lave andre ting, lod hun mig stoppe. Men på det tidspunkt havde jeg fået det grundlæggende. Min søster fik en guitar til sin 15-års fødselsdag, og så tog jeg den op. Jeg var bare vild med at skrive sange. Jeg skrev nok min første sang som 15-årig og narrede min far til at købe mig en Tascam 38 halvtommers båndoptager og begyndte at lave små demoer på mit værelse. Jeg blev bare forelsket i sangskrivning. Det var min passion. Jeg har været meget velsignet med at kunne leve af det.
Tænkte du dengang på at skrive sange, fordi du troede, at det kunne blive en karriere, eller var du mest i gang, fordi det var sjovt? Måske en balance af begge dele?
Jeg havde virkelig lyst til at gøre det. Især i gymnasiet. Jeg havde en engelsklærer, der var bassist, og vi skulle dissekere Steely Danlyrics. Så jeg havde virkelig lyst til at gøre det. Jeg vidste, at chancerne var store, så jeg sørgede for, at jeg havde nogle plan B’er. Men hvert eneste ledige øjeblik, jeg havde i slutningen af mine teenageår og i 20’erne, var jeg i gang med at indspille, skrive, synge eller lave et eller andet. Det var virkelig min lidenskab. Min karriere er lidt af en tilfældighed. “Superman”, jeg var, lad os se, jeg var i starten af 30’erne, da den sang kom, hvilket er uhørt for en person, der har sit første hit så gammel. Så det var lidt af et mirakel. Men jeg tror, det er et eksempel på udholdenhed. Nogle gange, når man er ihærdig, kommer stjernerne til at lyse.
Hvordan var det første udkast til “Superman”, og hvordan finpudsede du sangen?
Du ved, det lyder skørt, og det sker ikke ofte, men jeg skrev “Superman” bogstaveligt talt, med undtagelse af at fordoble den anden prehook, og jeg skrev det hele på mindre end en time.
Wow!
Det var en tilfældighed. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det om andre sange, men det sker ikke – jeg betragter det lidt som en gave. Men ja, jeg satte mig ned som jeg har sat mig ned 1.000 andre gange, og den sang kom meget hurtigt.I begyndelsen troede jeg ikke engang, at den var til mig. Jeg ser mig selv som en rocker og en rockmand, og her var denne ballade. Jeg syntes, det var en fin sang, men da vi lavede AmericaTown, blev min producer ved med at sige: “Vi er nødt til at indspille ‘Superman’.” Til min evige taknemmelighed tog jeg ham med på det!
Så sangen kom ud efter nogle få akkorder, teksten faldt bare ud?
Ja, det var sådan, den kom ud på den måde. Du ved, jeg er en fortaler for at skrive en masse sange. Jeg er ikke et vidunderbarn som sangskriver, så for mig er det sådan, at jo flere gange man tager et sving, jo flere chancer har man for at skabe forbindelse. Så i mine 20’ere skrev jeg 150-200 sange om året. Nu ville jeg ikke nødvendigvis lave demoer af dem alle sammen. Men jeg begyndte i det mindste på dem, jeg fik en fornemmelse af, hvad de var, og så lagde jeg dem i kataloget. Jeg tror, at det var afgørende for min udvikling som sangskriver.Og jeg skrev også alle mulige forskellige genrer – pop, rock, endda lidt R&B, endda lidt country. Så for mig lyder det ret imponerende. Ja, jeg skrev “Superman” på en time. Men hvis man ser på de tusindvis af sange før, hvor de fleste af dem var virkelig dårlige, og hvis man ser på de titusindvis af timer, man har brugt på at skrive sange, så skal man også tage højde for det. Det skete ikke, for eksempel med sangen “100 Years”. Den sang blev bestemt ikke til på en time, men på fire måneder og 150 linjer for at få de 30, som du hører. Det er mere typisk for mig.
Man kan se det som om, at det enten tog en time at skrive “Superman” eller hele ens liv at skrive.
Ja, det er sandt. Det tager hele livet at nå dertil, at have selvtillid og at føle sig tryg ved noget så simpelt. “Superman” er sådan en simpel sang, og nogle gange er det svært – de bedste sange lyder meget simple, men de er ikke så lette at skrive. Men det kræver en vis modenhed som sangskriver at have selvtillid til at lave noget simpelt og sødt, og at man har konceptet. Man er nødt til at skrive – i hvert fald for mig – mange sange for at kunne nå dertil.
Totally. Og man skal også have den erfaring til at vide, hvornår man skal give slip på noget. Hvis du troede, at “Superman” var enkel, skulle du også være i stand til at lade den leve i sig selv og ikke pille ved den, hvis det giver mening.
Ja, det er sandt. Det er for mig en af de sværeste ting – at tage redaktør- eller kritikerhatten på og også den kreative hat.Og hvornår stopper man? Vi skal ikke tale om “The Riddle” i dag, men det var en af mine andre sange, som var populær. Den sang arbejdede jeg stort set på i et år. Og jeg tror stadig ikke, at jeg fik den rigtigt. Men på et tidspunkt er man nødt til at kaste håndklædet i ringen. Men ja, at vide, hvornår man skal stoppe, eller hvornår det ikke er rigtigt, hvornår man skal gå tilbage til tegnebrættet – det er en evne. Nogle gange har man folk omkring sig, som man stoler på, og som kan give en indsigt. Men når alt kommer til alt, er det din sang. At vide, hvornår man skal lade den være, og hvornår man skal blive ved med at slibe, det er en del af det at lave sange.
Hvordan gik sangen fra det første udkast på en time til MTV og til at blive så vigtig en sang efter den 11. september?
Og igen, så meget af det er bare skæbne og held. “Superman” var ikke den første single på America Town, det var en sang, der hed “Easy Tonight”. Det var en nummer et AAA-sang, men den solgte ikke nogen plader. Så jeg tror kun, at vi solgte omkring 10.000 plader. “Easy Tonight” var lige succesfuld nok til at få en ny chance, til at få endnu en single, og jeg husker, at pladeselskabet sagde: “Okay, vi giver dig en mere, men det var stort set det hele. Hvis det ikke er et hit, så er du færdig!” Så jeg måtte tænke over: “Hvis der er én sang, jeg skal gå ned i flammer på, hvad skal det så være?” De advarede mig: “Superman er en god sang”, men det var i 2000’erne, sidst i 90’erne, og der var ikke noget klaver i radioen. Billie og Elton var ikke længere i popradioen. Det var grunge, Lilith Fair, boybands. Og jeg sagde: “Hvis jeg skal gå ned, så skal jeg gå ned med ‘Superman’.” I første omgang var radioen meget skeptisk og sagde, at den var for langsom, havde klaver, var for sentimental, og at de ikke rigtig ville spille den. Jeg havde et par fortalere, men vi nåede stort set til det punkt, hvor sangen var slut. Det var bare en af de ting, hvor den begyndte at virke på et par stationer, og fordi den var anderledes, blev den et hit. Og efter 9/11 tog den en anden – jeg ved ikke engang, hvad ordet er, 20 år senere prøver jeg stadig at finde på det. Ja, en vis status i landet. Men det mærkeligste var – jeg kan huske, at da “Superman” havde problemer med radioen, fik jeg et opkald, og de sagde: “Din sang “Superman” er nummer et i Singapore!” Og så er den nummer et i Filippinerne. Så vi fik en fornemmelse af, at sangen kunne blive en stor sang, for i nogle af disse lande var den nummer et! Så det gav os lidt selvtillid til at blive ved med det. Men det var en lang vej. Jeg tror, at en af grundene til, at den virkelig blev en standard, var, at der på det tidspunkt ikke var noget lignende i radioen. Det var anderledes. Så begyndte klaveret pludselig at komme tilbage, ikke nødvendigvis kun på grund af min sang. Men den 11. september 2001 og det faktum, at det var en af de sange, der hyldede brandmændene og koncerten for New York og alle de ting, fik “Superman” forankret på en måde, som ingen singer-songwriter nogensinde havde kunnet forestille sig. Og jeg er glad for, at den sang var der, og jeg er glad for, at andre sange som den var der. Men, ja, det er vildt og skørt.
Fik sangen udviklet sig i dit eget sind gennem årene, eller hørte du fra fans undervejs, som gav udtryk for, hvordan sangen betød noget for dem på forskellige måder?
Oh, ja! Jeg mener, det er en af de vidunderlige ting ved at have en sang, der gør en forskel i folks liv. Det er også en ting ved musik, at folk tager sange og gør dem til deres egne, og de anvender dem i deres liv, og hvordan de har brug for dem eller ønsker dem – ligesom jeg gør med mine yndlingssange. “Superman” er blevet brugt i så mange sager til fordel for autisme og velgørende organisationer for børn. Det interessante ved “Superman” – det er en sjov historie – er, at da den blev en populær sang, ringede pladeselskabet til mig og sagde: “Der sker noget meget mærkeligt med pladen.” Og jeg siger: “Hvad mener du?” De sagde: “Gamle mennesker køber din plade.” Og jeg svarede: “Hvad mener du med, at gamle mennesker køber pladen?” De svarede: “Ja, folk i 30’erne og 40’erne køber din plade.” Hvilket er sjovt nu, for jeg er 55 år. Vi er alle gamle. Men hvad de mente var, at teenagere køber plader, det er dem, der driver plader. Men hvorfor købte voksne min plade? Jeg har i løbet af de sidste 20 år fundet ud af, at der er mange voksne, der virkelig har haft en relation til “Superman”, fordi folk, der i bund og grund har ansvaret for familier, forstår, at det er svært at være klippen hele tiden. Man kan ikke være supermand for alle. Jeg tror, at den havde en unik resonans hos voksne – og børn kunne også lide den – som andre popsange måske ikke havde. Jeg tror, at det er en af grundene til, at den havde en bestemt plads og sandsynligvis også grunden til, at den stadig er relevant på en bestemt måde i dag.
Når du tænker på “Superman” nu, er der så noget, du især elsker mest ved sangen?
Jeg ser den bare som en gave. Jeg føler ikke engang, at det er mig, der har skrevet sangen længere. Fordi den kom så hurtigt, og jeg ikke brugte de måneder på at rive mig i håret for at få den rigtigt, ser jeg bare på den som en gave. Det faktum, at det egentlig ikke burde være sket, og at jeg knap nok fik en chance for at få den ud, og da det så skete – så mange stjerner skal stå på linje for, at den sang kan nå ud til folk. Som sangskriver ønsker man sig kun én ting: man ønsker sig en mulighed for at blive hørt. Hvis folk kan lide dig, er det godt. Hvis de ikke kan lide dig, er det også godt. Men du vil bare have en chance for at blive hørt. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg fik den chance for at blive hørt med den sang. Den vil altid være min første fødsel . Jeg kunne ikke skrive den i dag, hvis jeg skal være ærlig over for dig. Det er ikke en sang, jeg kunne skrive i dag, fordi “det er ikke let at være mig”, når man kæmper i slutningen af 20’erne, og man føler, at verden er imod en, og at ingen vil lytte til en, så kan man skrive den sang. Men gennem “Superman” har jeg mødt folk med virkelige udfordringer – vores tropper, ALS-patienter, autistiske børn. Det har virkelig gjort mig ydmyg. Jeg kunne ikke skrive “Superman” i dag. Jeg har fundet ud af, at det faktisk er ret nemt at være mig selv, men jeg er glad for, at sangen er der for verden. For mig er det faktisk ikke engang min sang længere. Den er for dem, der har taget den til sig.
