Patricia Lee “Patti” Smith (født 30. december 1946) er en amerikansk sangerinde, digter og billedkunstner, som var en meget indflydelsesrig del af New Yorks punkrockbevægelse, især med sit debutalbum “Horses” fra 1975. Hun blev kaldt “punkens gudmor” og integrerede beatpoesiens performance-stil med treakkorderet rock. Smiths mest kendte sang er “Because the Night”, som blev skrevet sammen med Bruce Springsteen og nåede op som nummer 13 på Billboard Hot 100-listen i 1978. I 2007 blev hun optaget i Rock and Roll Hall of Fame.
Smith blev født i Chicago, Illinois, USA. Hendes mor, Beverly, var jazzsangerinde, og hendes far, Grant, arbejdede på Honeywell-fabrikken. Hun tilbragte hele sin barndom i Deptford, New Jersey. Hun voksede op som datter af en mor, der var Jehovas Vidne, og hun hævder, at hun fik en stærk religiøs, bibelbaseret opdragelse, men forlod den organiserede religion som teenager, fordi hun følte, at den var for indskrænkende. (Senere skrev hun åbningslinjen i sin coverversion af Them’s Gloria som svar på denne oplevelse). Efter at have afsluttet sin uddannelse fra Deptford Township High School i 1964 begyndte Smith at arbejde på en fabrik.
I 1967 forlod hun Glassboro State Teachers College (nu Rowan University) og flyttede til New York City. Hun mødte fotografen Robert Mapplethorpe der, mens hun arbejdede i en boghandel sammen med veninden, digteren Janet Hamill. Mapplethorpes fotografier af hende blev coveret til Patti Smith Groups LP’er, og de forblev venner indtil Mapplethorpes død i 1989. I 1969 tog hun til Paris med sin søster og begyndte at gå på gaden og lave performancekunst. Da Smith vendte tilbage til New York City, boede hun på Hotel Chelsea sammen med Mapplethorpe. De to besøgte de fashionable natklubber Max’s Kansas City og CBGB. Samme år optrådte Smith sammen med Wayne County i Jackie Curtis’ teaterstykke “Femme Fatale”. Som medlem af St. Mark’s Poetry Project tilbragte hun de tidlige 70’ere med at male, skrive og optræde. I 1971 optrådte hun – kun for en enkelt aften – i Sam Shepards “Cowboy Mouth”. (I de offentliggjorte noder til stykket opfordres der til “en mand, der ligner en prærieulv, og en kvinde, der ligner en krage”). Hun samarbejdede med Allen Lanier fra Blue Öyster Cult, som indspillede flere af de sange, som Smith havde bidraget til, bl.a. Debbie Denise (efter hendes digt “In Remembrance of Debbie Denise”), Career of Evil, Fire of Unknown Origin, The Revenge of Vera Gemini og Shooting Shark. I disse år skrev Smith også rockjournalistik, hvoraf nogle blev offentliggjort i magasinet Creem.
I 1974 optrådte Patti Smith selv med rockmusik, først sammen med guitaristen og rockarkivaren Lenny Kaye og senere med et fuldt band bestående af Kaye, Ivan Kral på bas, Jay Dee Daugherty på trommer og Richard Sohl, på klaver. Bandet blev finansieret af Robert Mapplethorpe og indspillede en første single, “Hey Joe/Piss Factory”, i 1974. A-siden var en version af rockstandarden med tilføjelse af et spoken word-stykke om den flygtende arving Patty Hearst (“Patty Hearst, you’re standing there in front of the Symbionese Liberation Army flag with your legs spread, I was wondering were you gettin’ it every night from a black revolutionary man and his women…”). B-siden beskriver den hjælpeløse vrede, som Smith havde følt, mens hun arbejdede på et samlebånd på en fabrik, og den frelse, hun fandt i form af en stjålet bog, den franske digter Arthur Rimbauds Illuminations fra det 19. århundrede.
Patti Smith Group blev signet af Clive Davis fra Arista Records, og i 1975 udkom Smiths første album, Horses, der blev produceret af John Cale under en vis spænding. Albummet fusionerede punkrock og talt poesi og begynder med et cover af Van Morrisons Gloria og Smiths indledende ord: “Jesus døde for andres synder, men ikke for mine”.
Mens Patti Smith Group turnerede i USA og Europa, voksede punkens popularitet. Den mere rå lyd på gruppens andet album, Radio Ethiopia, afspejlede denne udvikling. Radio Ethiopia var betydeligt mindre tilgængeligt end Horses og fik dårlige anmeldelser. Flere af sangene på albummet har dog stået sin prøve, og Smith spiller dem stadig regelmæssigt ved koncerter. Den 23. januar 1977, mens Smith turnerede til støtte for pladen, dansede han ved et uheld ned fra en høj scene i Tampa, Florida, og faldt 15 meter ned i en betonorkestergrav og brækkede flere nakkehvirvler. Skaden krævede en periode med hvile og en intensiv omgang fysioterapi, i løbet af hvilken hun var i stand til at revurdere, få ny energi og omorganisere sit liv. Patti Smith Group producerede yderligere to album inden udgangen af 1970’erne. Easter (1978) var hendes mest kommercielt succesfulde plade, der indeholdt singlen Because the Night, som var skrevet sammen med Bruce Springsteen. Wave (1979) var mindre vellykket, selv om sangene Frederick og Dancing Barefoot begge fik kommerciel airplay.
Forud for udgivelsen af Wave mødte Smith, der nu var separeret fra sin mangeårige partner Allen Lanier, Fred Sonic Smith, tidligere guitarist i Detroit-rockbandet MC5 og hans eget Sonic’s Rendezvous Band, som elskede poesi lige så meget som hun selv. (“Wave “s “Dancing Barefoot” og “Frederick” var begge tilegnet ham.) Dengang var den gængse vittighed, at hun kun giftede sig med Fred, fordi hun så ikke skulle skifte navn. Patti og Fred fik en søn, Jackson, og senere en datter, Jesse. I det meste af 1980’erne var Patti halvt pensioneret fra musikken og boede med sin familie nord for Detroit i St. Clair Shores, Michigan. I juni 1988 udgav hun Dream Of Life, som bl.a. indeholdt sangen People Have the Power. Fred Smith døde den 4. november 1994. Kort tid efter stod Patti over for den uventede død af sin bror Todd og den oprindelige keyboardspiller Richard Sohl. Da hendes søn Jackson blev 21 år, besluttede Smith at flytte tilbage til New York. Efter følgerne af disse dødsfald opfordrede hendes venner Michael Stipe fra R.E.M. og Allen Ginsberg (som hun havde kendt siden sine tidlige år i New York) hende til at tage ud på landevejen igen. Hun turnerede kortvarigt med Bob Dylan i december 1995 (beskrevet i en fotobog af Stipe).
I 1996 arbejdede Smith sammen med sine mangeårige kolleger for at indspille den hjemsøgende Gone Again med About a Boy, en hyldest til Kurt Cobain. Smith var en fan af Cobain, men var mere forarget end bedrøvet over hans selvmord. Samme år samarbejdede hun med Stipe på E-Bow the Letter, en sang på R.E.M.’s New Adventures in Hi-Fi, som hun også har optrådt live med bandet. Efter udgivelsen af “Gone Again” har Patti Smith indspillet to nye albums: Peace and Noise i 1997 (med singlen 1959, der handler om invasionen af Tibet) og Gung Ho i 2000 (med sange om Ho Chi Minh og Smiths afdøde far). I 1996 udkom en boks med hendes arbejde indtil da, “The Patti Smith Masters”, og i 2002 udkom “Land (1975-2002)”, en kompilation på to cd’er, der bl.a. indeholder et mindeværdigt cover af Prince’s When Doves Cry. Smiths solokunstudstilling “Strange Messenger” blev afholdt på The Andy Warhol Museum i Pittsburgh den 28. september 2002.
Den 27. april 2004 udgav Patti Smith “Trampin'”, der indeholdt flere sange om moderskab, til dels som en hyldest til Smiths mor, der døde to år tidligere. Smith var kurator for Meltdown-festivalen i London den 25. juni 2005, hvor den næstsidste begivenhed var den første liveopførelse af “Horses” i sin helhed. Guitaristen Tom Verlaine tog Oliver Ray’s plads. Denne liveoptræden blev udgivet senere på året som “Horses/Horses”. I august 2005 holdt Smith et litterært foredrag om Arthur Rimbauds og William Blakes digte. Den 10. juli 2005 blev Smith udnævnt til kommandør af Ordre des Arts et des Lettres af det franske kulturministerium. Ud over hendes indflydelse på rockmusikken bemærkede ministeren også Smiths påskønnelse af Arthur Rimbaud. Den 15. oktober 2006 optrådte Patti Smith på natklubben CBGB med en 3½ time lang tour de force som afslutning på Manhattans musiksted. Hun gik på scenen kl. 21.30 (EDT) og lukkede for natten (og for evigt for spillestedet) få minutter efter kl. 1.00, idet hun fremførte sin sang Elegie og til sidst oplæste en liste over punkrockmusikere og fortalere, der var døde i de foregående år.
Smith blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame 12. marts 2007. Hun dedikerede sin pris til minde om sin afdøde mand, Fred, og gav en optræden af The Rolling Stones-klassikeren Gimme Shelter. Som afslutningsnummer for Rock and Roll Hall of Fame Induction Ceremony blev Smiths “People Have the Power” brugt til den store celebrity jam, der altid afslutter programmet.
Fra den 28. marts til den 22. juni 2008 var Fondation Cartier pour l’Art Contemporain i Paris vært for en stor udstilling af Patti Smiths visuelle arbejde, “Land 250”, der er hentet fra værker, der er skabt mellem 1967 og 2007. Ved Rowan Commencement-ceremonien i 2008 modtog Smith en æresdoktorgrad for sine bidrag til populærkulturen. Smith er emnet for en dokumentarfilm fra 2008, “Patti Smith: Dream of Life”. http://www.dreamoflifethemovie.com/
I juni 2012 udgav Smith sit 11. studiealbum, “Banga”. I et interview på CBS News Sunday Morning den 1. april 2012 forklarede Smith albummets titel i et interview på CBS News Sunday Morning den 1. april 2012: “for dem, der er nysgerrige, kan man finde ud af, hvad Banga er, hvis man læser The Master and Margarita af Bulgakov”. I The Master and Margarita er Banga Pontius Pilatus’ hund, som Pilatus frit kunne beklage sig over den hemicrania, der torturerede ham. Andre sange på albummet er også inspireret af litteratur, især “April Fool”, der er inspireret af Nikolai Gogol.
www.pattismith.net
MySpace
