Hvad nu, hvis der ikke er noget sted for boomerang-generationen at vende tilbage?
Som middelklassens Amerika klager over de seneste statistikker, der viser, at næsten en tredjedel af landets 25-34-årige er vendt hjem for at bo hos deres forældre – boomerang-generationen – er det let at glemme den indre subkrise.
For de børn, der kommer fra brudte eller dysfunktionelle hjem, er der ikke noget sted at lande, når det forfærdelige jobmarked og boligpriserne udløser en krise for 20-årige.
“Der er steder for folk med børn. De kan få subsidierede boliger. . . . Og der er et krisecenter, hvis man ikke har et job eller er hjemløs,” sagde Tiajuana Debrew, 20, der tjente mindstelønnen i Safeway, før hun mistede sit job. “Men for en som mig? Jeg prøver. Jeg arbejdede, men jeg er ikke helt nede og ude. Så hvor skal jeg gå hen for at få hjælp?”
Hun er et af otte børn, der aldrig har boet hos sine forældre. Fire af hendes brødre var i plejefamilier. Hun boede hos bedsteforældre, tanter og venner, mens hun voksede op, og hoppede fra hjem til hjem.
Hun blev færdig med gymnasiet, men da Debrew fyldte 18 år, sagde hendes familie: “Så er det nok.” Hun var voksen, så hun var ude. Hun begyndte på college, men kunne ikke følge med i timerne, arbejdet og havde ikke noget sted at sove om natten.
“Det er myten om de 18 år”, sagde Daniel Brannen, administrerende direktør for Covenant House Washington, som fokuserer på at huse og hjælpe denne gruppe unge voksne. “Det har længe været en myte i Amerika, at når man fylder 18 år, er man på egen hånd, man er voksen, man kan klare sig.”
Få lejligheder i Washington-området vil udlejes til en 19-årig, der tjener mindstelønnen ved at pakke dagligvarer. (Og når man tænker på, at en gennemsnitlig etværelseslejlighed i Washington D.C. lejes for omkring 1.300 dollars, hvem har så råd til overhovedet at tænke på det?)
Men alternativet – et hjemløshjem – er skræmmende for unge voksne.
“Hvis du er mellem 18 og 25 år? Du bliver ædt levende på et herberg”, sagde Brannen.
Sandheden er, at uden stabile, forbundne voksne, der kan hjælpe, er det svært for nogen at klare sig i dag.
Covenant House har været sikkerhedsnettet for disse unge voksne. I de sidste par årtier har de hjemløse ungdomsherberger fokuseret på denne aldersgruppe, de unge, der forsøger at starte uden familiestøtte. Den hjælp er mere afgørende end nogensinde i en verden med arbejdsløshed og nedskæringer i de sociale ydelser.
Debrew landede på krisecentret for et par uger siden, efter at hun droppede ud af college, mistede sit job og huskede den nat, hvor hun vandrede rundt til kl. 4 om natten og spekulerede på, hvor hun kunne sove.
Hun vil gerne være apoteksassistent. “Jeg ville ønske, at jeg havde et sted at bo, mens jeg gik i skole. Nogle mennesker er helt vilde med, at de skal bo hos deres forældre,” sagde hun. “Nogle mennesker ved ikke, hvor heldige de er.”
Covenant House offentliggør i denne uge en rapport om situationen for unge voksne hjemløse mellem 18 og 21 år, som kommer til dem for at få hjælp. De fleste er fra D.C., men nogle kommer fra Maryland og Virginia.
De fleste var arbejdsløse og allerede forældre, fremgår det af rapporten. Omkring en tredjedel var blevet diagnosticeret med en psykisk lidelse. Mere end halvdelen – 53 procent – sagde, at de var blevet fysisk og/eller seksuelt misbrugt.
Hjemløshed bliver ofte forvekslet med “boligløshed”, sagde Brannen. Børnene sover ofte på venners sofaer eller i slægtninges hjem i et par uger ad gangen, hvorefter de bliver smidt ud. Ikke den slags “hjemløse”, som man tror.
“Ja, jeg er en hjemløs med en iPhone. Jeg er en hjemløs med et job”, sagde Giselle Berbodad, 19 år.
For to måneder siden havde hun ingen steder at tage hen med sin 8 måneder gamle søn. Hun ankom til Covenant House krisecenter med barnet og ledte efter et sted at få styr på sit liv.
“Jeg havde et stipendium for iværksættere på . Men det mistede jeg, da mit gennemsnit faldt,” siger hun og hiver sin iPhone frem for at vise mig et billede af en tyk, smilende baby. “Det var, da jeg fik ham.”
Berbodad er en sprudlende, kæk ung kvinde. Selv da hun forklarer, hvorfor hun ikke kunne vende tilbage til sin tantes hjem med sit barn.
“Jeg blev fysisk misbrugt. Jeg blev slået med pisk, med en machete, med snore,” viser hun mig og griber fat i en af de elektriske ledninger i det bestyrelseslokale, hvor vi taler.
“Jeg har brug for bedre for mit barn. Han skal have bedre, end jeg fik. Det er det, der holder mig i gang,” forklarer hun.
Hun har et job, hun arbejder som værtinde på Hamilton, en trendy restaurant på 14th Street NW.
“Og det betaler godt! Jeg får 10 dollars i timen,” siger hun uden en antydning af bitterhed over, hvor umuligt det er at leve af 10 dollars i timen. Med et barn.
Sig kan hun og Debrew ikke henvende sig til en forælder for at få hjælp. De er boomeranger med ingen steder at lande.
Følg mig på Twitter, @petulad.
