Historien om biltelefonen i Storbritannien og andre steder

De første mobiltelefoner var tro mod deres navn. Efter Anden Verdenskrig begyndte radiotelefoner, i praksis tovejsradioer, at dukke op i biler og var tilgængelige i Storbritannien i slutningen af 1950’erne.

Denne måned markerer årsdagen for både ankomsten af BT’s biltelefontjeneste i London i 1965 og lanceringen af den første automatiske tjeneste den 14. juli 1981. Begge var store skridt i udviklingen af de smartphones, som vi bruger i dag. Her er nogle flere mobile milepæle…

1920: Den første bærbare trådløse sender

Med en stor håndlavet antenne lavet af brændeovnsrør og brædder kunne radio-entusiasten W.W. Macfarlane fra Philadelphia tale med sin kone fra en kørende bil på 500 fods afstand. Hans “mystiske” transceiver gjorde det muligt at sende og modtage tale.

Macfarlane blev spurgt om sin opfindelse af The Experimental Engineer (via Smithsonian) og reflekterede over, hvilken effekt teknologien kunne have haft på Første Verdenskrig.

“Hvis dette kunne have været klar til os under krigen, så tænk på den værdi, det ville have haft,” sagde han.

“Et helt regiment, der var udstyret med telefonmodtagere og kun havde deres rifler som antenner, kunne rykke en mil frem, og hver enkelt ville straks være i kontakt med den øverstbefalende officer. Der ville ikke være behov for løbere. Der kunne ikke være noget, der hed en ‘tabt bataljon’.”

1909 og 1956: Ericsson, en stok og en urban legende

Legenden gik på, at efter industripioneren Lars Magnus Ericssons pensionering ville han have en telefon med i sin bil. Han og hans kone skulle manuelt tilslutte sig telefonlinjerne langs vejen og få forbindelse til en telefonist. Desværre benægter det selskab, der bærer Ericssons navn, denne beretning og hævder, at parret “aldrig har ejet en bil”.

Axel Boström, Ericssons efterfølger som administrerende direktør, deltog dog i denne praksis inden sin død i 1909. Som firmaets direktør for ekstern kommunikation Jimmy Duvall fortalte Wired: “Axel B var en bilelsker af store dimensioner.”

“Da bilerne i begyndelsen af 1900-tallet ikke var så pålidelige, havde han altid en telefon og en stok med sig, som han kunne bruge til at oprette forbindelse til linjen, der altid lå ved siden af rattet på det tidspunkt, hvis eller når bilen begyndte at strejke.”

“Stokken er bevaret på det tekniske museum i Stockholm.”

Ericsson ville først bygge sin første mobiltelefon i 1956. “Når den blev monteret i en bil, kostede den næsten lige så meget som bilen”, står der på virksomhedens hjemmeside.

1946: Første kommercielle biltelefontjeneste

Motorola-hardware brugte Bell System (den moderne AT&T). Telefonerne vejede 80lb og skulle installeres af en professionel. På sit websted skriver Motorola: “Den 2. oktober 1946 gennemførte Motorola-kommunikationsudstyr de første opkald på Illinois Bell Telephone Company’s nye bilradiotelefonitjeneste i Chicago.”

De blev kaldt radiofoner, fordi de reelt var tovejsradioer, der kunne tilsluttes fastnettelefoner. Kapaciteten blev hurtigt fyldt op: de tidligste systemer kunne kun håndtere tre opkald ad gangen, og opkaldene i USA oplevede lange ventetider.

1959: I oktober 1959 indførte BT’s forgænger, General Post Office, tjenesten som et forsøg i det nordlige England.

Det første opkald i Storbritannien blev foretaget af Reginald Bevin, parlamentsmedlem og den daværende generalpostmester, mellem sin bil i det sydlige Lancashire og bilmogulen Lord Rootes i London. Den første biltelefontjeneste, kendt som System 1, kunne håndtere 320 kunder ved lanceringen.

Denne video fra 1959 fra British Pathé forklarer, hvordan bilister inden for rækkevidde af to VHF-radiostationer (meget høje frekvenser) kunne foretage et opkald til centralen, som kunne forbinde opkaldet med en fastnetforbindelse. Fastnetbrugere kunne ringe til centralen og bede om at blive forbundet med en bil, der var registreret i tjenesten.

Teknologien ville ikke nå frem til hovedstaden før 1965, hvor det første opkald blev foretaget af premierminister Harold Wilson. Dette faldt sammen med installationen af sendere på toppen af det helt nye Post Office Tower.

I april 1966 skrev John Lennon teksten til I’m Only Sleeping på bagsiden af en radiofonregning fra General Post Office. Faktisk var der snarere tale om et krav på et udestående beløb på 12 pund og tre shilling (ca. 214 pund i dag). “Vil du venligst betale den inden for de næste syv dage”, stod der i brevet. “Hvis det ikke er betalt inden da, har vi intet andet valg end at tilbagekalde Deres licens og indlede en retssag for at inddrive gælden.”

1970’erne: System 2 og System 3

System 2, den anden version af teknologien, muliggjorde radiotelefoner med ni kanaler (plus en til indgående opkald) fra producenter som Storno, Pye og Marconi. Telefonerne bestod af et håndsæt og en højttaler, et kontrolhoved og en transceiver i bagagerummet. Denne var forbundet til en piskeantenne.

For at foretage et opkald løftede føreren eller passagererne håndsættet og valgte en ledig kanal. Dette ville stille dem igennem til en operatør, som ville forbinde opkaldet. Alternativt kunne ejere af fastnettelefoner ringe til operatøren og oplyse radiofonabonnentens femcifrede nummer. På dette tidspunkt var det stadig nødvendigt at trykke på senderknappen for at tale og slippe den for at lytte.

System 3 kom i midten af 70’erne og tilbød 55 kanaler og automatisk kanalsøgning. Det sikrede, at det blev meget lettere for radiofonbrugerne at finde en ledig kanal til deres udgående opkald.

1981: Storbritannien får sin første automatiske radiobilradiotelefonitjeneste

Den 14. juli 1981 blev BT’s System 4 for første gang tilgængelig i London. Det gjorde det muligt at ringe hele numre op og foretage opkald uden at skulle forbinde via en operatør.

Reklame for BT’s radiotelefonitjeneste, 1983. Dette britiske mobilnetværk blev slukket i 1988, da mobiltelefoni blev fuldt ud etableret #autoarchives pic.twitter.com/KArBACa6pS

– David Hay (@commsarchives) November 24, 2016

System 4-teknologien var ikke billig. I 1981 kostede adgang til teknologien 100 pund pr. kvartal plus opkald. Den tilbød dog flere kanaler, opkald med eller uden opkaldslinje, hukommelseslagring og sikkerhedslåsning. Den strakte sig også til mere landlige områder af landet. Den gjorde det også muligt for abonnenterne at spare penge ved kun at betale for dækning i de områder, de ønskede at ringe til.

Trods automatiseringen af tjenesten forblev Service 3 tilgængelig i Storbritannien indtil 1986, delvis fordi den var meget billigere (den kostede 40 pund pr. kvartal), og fordi brugerne kunne lide at tale med operatørerne. Den havde stadig 3.000 brugere, da tjenesten blev slukket endeligt. System 4 ville forblive i brug indtil 1988, da de cellulære netværk fik national dækning og erstattede behovet for radiotjeneste.

1988: Biltelefonen bliver moden

En af de fedeste implementeringer af en biltelefon kom i 1988 i Nissan Cedric-, Gloria- eller Cima-modellerne fra 1988. De havde et NEC-håndsæt i midterkonsollen og en opkaldsplade indbygget i rattet. På dette tidspunkt blev de første rigtige mobiltelefoner baseret på mobilteknologi, som f.eks. Motorola DynaTAC, også installeret i biler.

Tanken om at have en telefon i en bil blev så udbredt, at kæden Carphone Warehouse åbnede sine døre i 1989. Mærket eksisterer naturligvis stadig i dag, men du vil ikke finde dets butikker eller websteder, der sælger dedikerede biltelefoner.

I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne var biltelefoner ofte forudinstalleret i midterkonsollen i luksusbiler, men de ville blive mindre almindelige mod slutningen af århundredet, da den personlige mobiltelefoni tog fart.

I dag er begrebet biltelefon naturligvis blevet erstattet af begrebet smartphone med alle dens funktioner. Men det er stadig et salgsargument at kunne foretage et telefonopkald fra sin bil – hvis det er lovpligtigt – at kunne foretage et opkald fra bilen. Systemer som Android Auto og Bluetooth-tilslutning gør det muligt for brugerne at foretage opkald og læse beskeder på sikker vis, mens telefonerne som standard er udstyret med musikbiblioteker og navigationsapps.

Besøg BT Archives for at få mere at vide om BT’s rolle i Storbritanniens telekommunikationshistorie