Dagligliv og sociale skikke

Siden Anden Verdenskrig har det italienske samfund ændret sig radikalt, hvilket har haft en betydelig indvirkning på dagliglivet. Et af de vigtigste elementer i forandringerne er den mere synlige rolle, som kvinderne spiller i samfundet uden for hjemmet, som f.eks. den øgede deltagelse i videregående uddannelser og i liberale erhverv. Et aspekt af denne ændrede rolle er, at Italien har et af de laveste gennemsnitlige antal børn pr. kvinde i verden og nogle af de laveste fødsels- og fertilitetstal. Det faldende antal fødsler gav anledning til stor bekymring i de første år af det 21. århundrede, og nogle byer og landsbyer, især i den affolkede sydlige del af landet, tilbød kontantpræmier og skatteincitamenter for nyfødte. Lige så bekymrende var den samtidige gråning af Italien; i 2010 var omkring en femtedel af befolkningen over 65 år.

For italienske familier er blandt de mest populære daglige fritidsaktiviteter at se fjernsyn, lytte til radio, læse aviser og gå i biografen; at læse bøger og dyrke sport er mindre udbredt blandt flertallet af befolkningen. Ifølge undersøgelser er italienerne meget tilfredse med deres familieforhold, venskaber og sundhedstilstand, mens deres økonomiske status og deres arbejdsstilling er mindre tilfredsstillende. Dette er især tilfældet i Syditalien, hvor der er færre jobmuligheder, og hvor arbejdsløsheden er høj.

Men selv om populariteten af underholdning i hjemmet og trådløs underholdning er vokset, er brugen af offentlige rum fortsat vigtig. Unge italienere mødes dagligt med venner, ofte på byernes piazzaer om aftenen, og de tager ofte på barer, biografer, pizzeriaer og diskoteker. Websteder for sociale medier og mobiltelefoner giver italienerne – især de yngre generationer – mulighed for at opretholde forbindelserne med venner, men onlinekommunikation blev generelt betragtet som en metode til at lette, snarere end at erstatte den personlige interaktion. Kystområder er populære rejsemål om sommeren. Bilen har også stadig en stærk indflydelse på dagliglivet. Der er mange biler, og mange byer lider under alvorlige trafikpropper og forurening som følge heraf.

Mad er traditionelt set et vigtigt element i det italienske liv. Arbejdsmønstre i Italien er centreret omkring middagsmåltidet, selv om den afslappede to timers frokostpause er ved at forsvinde. Barer og trattorie tilbyder billig og hurtig mad til den afslappede gæst. Italiens kulinariske traditioner har stolt flere forfædre, især etruskiske, græske og saracenerne: det er etruskerne, der er ansvarlige for den store brug af korn, grækerne for den udbredte forekomst af urtekogt fisk, og saracenerne for landets forkærlighed for kager, ris og citrusfrugter. Selv om der ikke findes én stil i den italienske madlavning, idet der er en lang række regionale forskelle, deler italienerne overalt deres kærlighed til nudler, og pastaprodukterne har så velklingende navne som spaghetti (“små snore”), penne (“fjer”), macaroni (“små kære ting”) og orecchiette (“små ører”). I syden er nudler ofte tilberedt med saucer lavet af olivenolie, tomater og krydderier. I nord, især i Piemonte, er de overtrukket med fløde, smør og ost. Mange udlændinge har vænnet sig til disse regionale variationer, da det italienske køkken er blevet en populær kulturel eksportvare.

Internationale retter som pasta og pizza og ingredienser som olivenolie er naturligvis populære hjemme i Italien, men det italienske køkken er fortsat præget af stærke regionale traditioner, lokal geografi, levevis og historie. Den norditalienske gastronomi er kendt for sin brug af smør, ris, polenta og oste. Skaldyr og skaldyr er fremherskende ved kysterne. Kødretter er populære i det centrale Italien; f.eks. tilberedes vildsvin i Toscana og Umbrien. Syditalien er berømt for citrusfrugter, olivenlunde og vinmarker. Italien er også en af verdens største vinproducenter, og alle regioner i Italien er kendt for vin – for blot at nævne nogle få: Barbera og Barolo i Piemonte, Valpolicella og Soave i Veneto, Chianti i Toscana, Primitivo i Puglia, Cirò i Calabrien og Marsala på Sicilien.

For de fleste italienere i det 21. århundrede spiller religiøs aktivitet en langt mindre rolle i dagligdagen end i det foregående århundrede og er normalt koncentreret om søndagen eller om særlige højtider som jul og påske. De ældre generationer, især i landdistrikterne, har dog en tendens til at være mere engagerede og kan deltage i messen hver dag.

Det regionale liv i Italien er kendetegnet ved en mangfoldighed af skikke og en stor variation af højtider, selv om det er deres tiltrækningskraft på turistindustrien og på tv, der er med til at holde dem i live. De fleste religiøse fester er romersk-katolske og er viet til Madonnaen eller til forskellige helgener. Epiphanias-festen den 6. januar er et eksempel på den religiøse diversificering og de hedenske elementer, der er til stede i nogle af disse fester. Traditionelt er det en heks kaldet Befana, der bringer gaver til børn på denne dag. I landsbyerne Mezzojuso og Piana degli Albanesi, begge nær Palermo, fejres Epiphanias imidlertid i henhold til henholdsvis byzantinske og albanske ritualer. De mest bemærkelsesværdige karnevalsfester afholdes i Viareggio og Venedig, hvor de i 1992 for første gang blev finansieret af store sponsorer.

Italien har en stærk landbrugstradition, som giver anledning til et væld af fester, der fejrer høsten, mad, land og søfart. Disse festivaler afspejler de traditionelle aktiviteter i det område, hvor de afholdes. F.eks. markerer oliven- og bruschettafestivalen i Spello (nær Perugia) afslutningen på olivenhøsten, fiskefestivalen i Termoli afspejler fisketraditionen i havnen, og hasselnøddefestivalen i Canelli (nær Asti) vidner om betydningen af denne lokale afgrøde. I Senale (nær Bolzano) fejres fårenes traditionelle vandring over Giorgio-gletsjerne, mens fiskerne i havnen i Aci Trezza (nær Catania) hvert år i juni arrangerer en farceagtig jagt på sværdfisk.

Nogle festivaler er af mere sportslig karakter, f.eks. det historiske hestevæddeløb Corsa del Palio i Siena, Firenze’s “fodboldkamp” i det 16. århundredes kostumer og regattaerne i Venedig, mens andre mindes historiske begivenheder, f.eks. liljefestivalen i Nola (nær Napoli), der minder om den hellige Skt. Paulinus af Nola i 394 efter et langt fængselsophold i Afrika, og Piedigrotta-festivalen i Napoli til minde om slaget ved Velletri i 1744. Biennalen i Venedig, der blev oprettet i 1895, finder sted hvert andet år for at fejre billed- og scenekunst.